Militærhistorisk dag er udvidet til at vare i to dage

FREDERIKSHAVN: Fredag 10. og lørdag 11. august afholdes arrangementet Militærhistorisk dag i Fylleledet Skov, også kendt som Kunstskoven, med hovedindgang fra Donbækvej 8, Frederikshavn

- Arrangementet vil i år forløbe sig over to dage. Og vi har igen i år fået lov til at låne den privatejede skov, som er ejet af Birgit og Jens Erik Huulgaard. Skoven er et godt sted at være for os, da den blandt andet rummer en del ammunitionsbunkere fra besættelsen og NATO-bunkere af nyere dato siger Claus Nielsen fra styregruppen.

I år er der hovedindgang fra Donbækvej, hvor Frederikshavn Rideklub og Bangsbo Freja har været så venlige, at lade folk parkere på deres parkeringspladser.

Indgangen fra Brønderslevvej vil kun være for cykler og handicappede.

- Det gør vi for at undgå trafikkaos på Brønderslevvej, hvor der ikke er muligheder for lovlig parkering", udtaler Anette Jørgensen fra styregruppen.

- Militærhistorisk Dag rummer dog ikke udelukkende 2. verdenskrig. Igen i år er så heldige at få besøg af militærkøretøjer fra Den Kolde Krig, fortæller Oliver Wæhrens som også er med i styregruppen.

Der er i år tilmeldt en del militærveterankøretøjer.

Aalborg Kaserners Veteran Panser- & Køretøjsforening kommer med en Dodge og MAN 8.

Militærkøretøjsklubben kommer ligeledes med veteranmilitærkøretøjer.

Hjemmeværnskompagni Frederikshavn har bakket op om arrangementet i flere år, og i år er ingen undtagelse:

- Vi gør det for at vise, hvad hjemmeværnet står for, og får vi så nye medlemmer er det jo en ekstra sidegevinst , siger Hans Kurt Toft Christensen, premierløjtnant.

Der vil blive rig mulighed for at få stillet sulten og tørsten på dagen.

Café Richs vil sælge smagsprøver på erstatningskaffe, og Bangsbo Frejas Venner vil sælge forfriskninger hele dagen. Ved museet Sognefogedgården kan man købe is.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...