Imponerede koncert som gave til købstaden Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: Søndag 9. december bliver en ganske særlig dag i Abildgård Kirke.

Ikke alene leveres jubilæumsgaven til Frederikshavn by i form af en koncert kl. 16, men det er ligeså meget gavens karakter, der er betydningsfuld.

- Det er med stor stolthed at vi igen kan præsentere Händel’s berømte oratorium Messias i Abildgård kirke, og denne gang opføres hele værket med få enkelte reduktioner, fortæller en entusiastisk arrangør, organist Søren Rasmussen.

I forhold til seneste opførelse i Abildgård kirke i jubilæumsåret 2010 så snydes tilhørerne nemlig ikke for ”The trompet shall sound” og det imposante afsluttende ”Amen”, hvor alle musikalske sluser åbnes på vid gab.

Der tale om et helt igennem nordjysk projekt idet musikken leveres af Nordjyske Strygere, Filharmonisk kor og lokale solister. Værkets fire solister er alle kendte navne i nordjysk sammenhæng: Christine Hjorth Bjerre (sopran), Marie Keller Sørensen (alt), jens Olav Heckmann (tenor) og Thomas Rewes (bas). Sidstnævnte kan endda genhøres ved julekoncerten i Frederikshavn kirke onsdag 12. december, hvor han sammen med Frederikshavn Bykor medvirker ved en velgørenhedskoncert.

Dirigenten er denne gang Filharmonisk faste dirigent Margrethe Østergaard, som til daglig er organist og kantor ved Aalborg Domkirke.

Det er normalt hendes lod, at overlade dirigentstokken til en kendt gæstedirigent, når koret synger ved korkoncerter Aalborg Symfoniorkesters regi, men denne gang får Margrethe Østergaard selv opgaven, og det samme gælder Abildgård Kirkes organist, Søren Rasmussen, der har overtaget den ansvarsfulde opgave ved cembaloets tangenter.

Der er tilknyttet mange myter omkring tilblivelsen af Messias, men det er et faktum, at værket blev til på blot tre uger, og er således et berømt eksempel på inspiration og skaberkraft.

I vores dage vil man nok have betegnet den hårdt arbejdende komponist som ”høj”.

Efter at have færdiggjort det berømte hallelujakor skal Händel have udbrudt:

- Jeg synes at se himlen og selveste Vorherre åbenbares.

Det kan man da kalde entusiasme.

Der er allerede godt gang i billetsalget.

Billetterne kan købes på billetten.dk og ved Frederikshavn Turistkontor.

Hvis de mod forventning skulle være enkelte ledige billetter på koncertdagen, så vil de blive solgt ved indgangen.

For god ordens skyld skal det nævnes, at der ikke kan købes billetter ved kirkekontoret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...