Marius Ziska gæster Frederikshavn torsdag 13. februar

FREDERIKSHAVN: Et af Færøernes allerbedste bands, Marius Ziska, lægger vejen forbi Maskinhallen i Frederikshavn på torsdag 13. februar.

Marius Ziska er først og fremmest en fantastisk sanger, der vækker mindelser om både Chris Martin fra Coldplay og Bon Iver.

Musikken har en klart melankolsk grundtone med utroligt smukke melodier og brusende instrumenteringer fra det virkeligt velspillende og sammentømrede band, bestående af nære venner fra hans færøske hjemegn.

Marius Ziska fik med albumudgivelsen “Home / Heim” i 2015 sit store gennembrud på Færøerne.

Pladen blev samtidig udgivet i Danmark og Tyskland, hvor den fik en række flotte anmeldelser og blev fulgt op af turneer i Tyskland, Rusland og Danmark. Opfølgeren ”Portur” udkom i juni 2018 og blev fulgt op af en række vellykkede koncerter i DK i juni, september og november samt flotte anmeldelser i både Tyskland, DK og Færøerne. Bandet vandt en ”Faroese Music Award” for Årets album i marts 2019 og spillede i april en to uger lang succesfuld tour i Tyskland.

Koncerten begynder kl. 20.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...