13 løbere fra Frederikshavn havde en udbytterig tur til Odense

FREDERIKSHAVN: I weekenden den 2. og 3. marts var flere af Skøjte- og Sportsforening Nords medlemmer til konkurrence i Odense, hvor der blev afholdt finale i FunSkate.

De 13 piger som deltog ved konkurrencen i Odense, er alle erfarne FunSkate-løbere. Da det var finalen for FunSkate var det alle klubberne i Danmark som mødtes i Odense skøjtehal.

Da det var så stort et arrangement var både free-delen som er programdelen, hvor løberne må fremvise deres individuelle program og element-delen med de fire kategorier delt op over de to dagen.

Om lørdagen var Nynne Kamilla Nyborg den første løber fra SoS-Nord som skulle på isen. Hun var med i den første opvarmningsgruppe som skulle på isen, hvilket betød at hun skulle være i hallen fra morgenstunden. Nynne løb et rigtig flot program, hvor der var smil på læben hele tiden og god fart i selve skøjteløbet. Til opvarmningen blev det besluttet, at Nynne skulle lave en proptrækker-piruette i stedet for en almindelig ståpiruette. I proptrækker-piruetten skal man strække armene op over sit hoved, hvilket gør at der kommer mere fart i selve rotationen. Denne lille ændring klarede hun rigtig flot og den passede rigtig godt til musikken.

Chilie Vejrum Terp var på som anden løber for SoS-Nord. Da hun stiller op i en anden række var det først ved middagstid hun skulle på isen. Hun forstod at lytte til sin musik, hvilket kunne ses i armbevægelserne og mimikken.

I samme række var Donna Sørensen. Det var anden gang hun skulle stille op med program. Hun virkede en smule nervøs, men trods nervøsitet løb hun et flot program, hvor hun slap sin indre panter løs, til temamelodien fra ”Den lyserøde Panter”.

Dagens sidste programløber fra SoS-Nord var Camilla Langagergaard. Der var hård konkurrence fra starten af, da de var 22 i den gruppe. Camilla gav dem alle kamp til stregen med sit flotte moderne program, men måtte desværre se sig slået på målstregen.

Generelt for alle fire piger, som løb program om lørdagen var, at de løb deres program rigtig flot, med god fart, flot udstråling og stor overbevisning.

Donna Sørensen var den eneste af pigerne som løb program, som vandt en bronze medalje.

Om eftermiddagen gik det løs med kategorierne FunBubbles og FunCubes. I FunCubes var det pigerne som tidligere havde vist deres programmer som stillede op. Her blev det til en finaleplads både til Camilla Langagergaard og Chilie Vejrum Terp.

I FunBubbles kategorien stillede Cecilie Dronninglund, Emma Sørensen, Louise Nielsen, Lærke Andersen, Lærke Gregersen Feldtmose og Silke Skrubbeltrang.

Indenfor hver kategori, Bubbles, Flakes, Cubes og Crystals, deles man yderligere op efter alder, hvilket betød at Lærke Gregersen Feldtmose var i en anden gruppe end de øvrige fem piger, som stillede op i samme kategori. Med mange andre omkring sig kan det til tider være svært at holde koncentrationen, men det klarede Lærke med bravur og skøjtede det bedste hun havde lært.

De fem andre piger skøjtede også rigtig flot, så flot at både Cecilie Dronninglund, Lærke Andersen og Silke Skrubbeltrang kom videre til finalen.

Ved præmieoverrækkelsen var det en meget stolt Lærke Andersen som fik en sølvmedalje om halsen og en ligeså stolt Silke Skrubbeltrang, som fik en guldmedalje om halsen.

Ovenpå den lange lørdag var det rart at søndagens program først startede ved middagstid. Her var det Freja Borsje Vittrup som skøjtede til sit ”Peter Pan”- inspirerede program. Under selve opvarmningen på isen, var der især én piruette som drillede hende meget. Alligevel valgte hun at lave den i selve programmet, hvilket var rigtig godt, for den lykkedes fint for hende, da det gjaldte.

Efter hende var det Maria Langagergaard som skulle udføre sit ”Skønheden og Udyret”-inspirerede program. Hun havde høj fart gennem hele programmet og trods et enkelt fald i sin sidste piruette lykkedes det hende at gennemføre resten af programmet og score høje point.

Da free-delen var overstået var det tid for element-delen, FunFlakes og FunCrystals. I FunFlakes stillede Anne Louise Langagergaard op for anden gang i den kategori. Normalt er Anne Louise ikke meget for at skille sig ud, men hun udførte sine elementer med stor sikkerhed og selvsikkerhed, at hun kom med i finalen.

I finalen var det igen med højt tempo og flotte elementer, at Anne Louise skøjtede sig til en flot guldmedalje.

Maria Langagergaard stillede op i FunCrystals samme dag som hun havde løbet program. Hun gjorde det rigtig flot, men kom desværre ikke videre til finalen.

I og med at det var finalen mellem alle deltagende FunSkate-klubber, skulle der også kåres vinderne i klubkonkurrencen. I hele Jylland er Skøjte og sports forening Nord den tredje bedste klub, hvilket må siges at være rigtig flot med tanke på, at foreningen kun har været selvstændig i knap et år.

I denne uge er det igen konkurrencetid for nogle af medlemmerne i SoS-Nord. Denne gang er det søskendeparret Babeth og Wendell Hansson-Östergaard og fire medlemmer fra SoS-Nords voksenhold der stiller op til den internationale konkurrence; Skate Malmö. De fire voksne er: Helene Skagbæk, Ida Marie Nielsen, Kasper Rasmussen og Lene Christensen. For de tre af deltagerne bliver det deres konkurrencedebut, mens 26-årige Ida Marie Nielsen deltog ved sidste års Skate Malmö. I år stiller hun dog op i to kategorier og har dermed brugt mange af sine træninger på at lære to programmer. Alle i foreningen har store forventninger til de fire deltagere og glæder sig til at følge dem tæt.

Oveni alt konkurrenceræset står den samtidig på forberedelse til foreningens forårsshow. Dette gælder for alle medlemmerne. Temaet i år bliver ”Sports on Ice”, hvor der ikke kun bliver vist skøjtning på isen, men flere typer sportsgrene som normalt ikke finder sted på en skøjtebane. Der bliver øvet gruppenumre, solonumre og det store fælles afslutningsnummer, hvor alle medlemmer er på isen samtidig. Kom gerne ud og se de mange dygtige løbere den 31. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...