Lystfiskerforeningen på visit i Ny Thorup Fiskepark

FREDERIKSHAVN: Lystfiskerforeningen i Frederikshavn har haft en tur til Ny Thorup Fiskepark.

Det var fiskeri efter stør, der var på programmet - et noget anderledes fiskeri som ingen af deltagerne havde prøvet før.

René Carlsen, Formand Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn fortæller om turen:

Til vinterens foredrag i Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn med Erik Bilde blev der aftalt en aften, hvor de af foreningens medlemmer som havde lyst kunne komme ud og prøve kræfter med størfiskeriet.

15. maj var en af de helt varme dage, ikke en vind der rørte sig og selv i skyggen var varmen trykkende, men heldigvis er stør ikke kendt for og gå i stå når varmen trykker, og eftersigende fighter de endnu bedre, jo varmere der er.

Henrik Kofod, Jeppe, Jeppes søn Mathias og jeg havde meldt sig til turen, og da vi ankom til søen havde Erik og hans faste makker Brian rigget stængerne til for og testfiske lidt, derudover var der kun en anden fisker ved søen.

Mellem 16 og 17 var der landet 4 stør, de to største var fisk noget over 10 kg, med den største på omkring 18 kg.

Vi valgte og dele os, Erik tog Jeppe og Mathias med og Henrik og jeg gik med Brian, erfaringen igennem de sidste par år har vist at søen ikke fisker så godt hvis der er for mange stænger i vandet, så der blev fisket med i alt 6 stænger.

Vi forsøgte med lidt forskellige agn, og alle var fortrøstningsfulde, ved 18 tiden havde der intet aktivitet været, så grillen blev tændt, det plejer nemlig altid og betyde run på en af stængerne.

Og rigtigt nok, 10 min senere hylede Brians bidmelder og der var fast fisk. Mens Brian fightede fisken gik den næste bidmelder i gang og Henrik hævede stangen, kontakt. Desværre blev fornøjelsen for Henrik kort, for støren sprængte linen. Brian landede en mindre men flot stør.

Pølserne kom på grillen og der blev snakket og hygget, der var optimistisk stemning, og der blev spurgt nysgerrigt ind til rig, agn og metoder.

Aftenen igennem havde Brian, Henrik og jeg vel mere end 10 bip fra bidmelderne og udløb på de 3 stænger, men gang på gang blev agnen spyttet ud før der var kontakt.

Erik, Jeppe og Mathias var mere konsekvente, mens der blev tygget af munden satte Jeppes bidmelder i et skrig, og Jeppe kunne hæve stangen og der var kontakt. Igennem de næste mere end 20 minutter startede en "boksekamp" om hvem der bestemte.

Jeppe blev i løbet af de 20 minutter tilskuer til en fisk der trak line af, når det passede den, og som kun modvilligt fulgte med når Jeppe forsøgte og pumpe line på hjulet.

Erik opmuntrede da støren begyndte og boble lidt, det var et tegn på begyndende træthed, men en træt stør betyder ikke en stør der ikke tager 50 meter line hvis det passer den.

Undervejs var fisken helt fri af vandet, og se en stør på langt over 20 kg gå helt fri af vandet er en oplevelse af de helt store. Erik var flere gange i vandet for og forsøge og lande støren, og til sidst lykkedes det få støren op på måtten, alle jublede og ønskede Jeppe tillykke med hans første stør.

Med trætte arme, og under kyndig vejledning kunne Jeppe løfte vejeslyngen, og se vægten stoppe ved mere end 28 kg.

Ved inspektion af krogen vidste det sig at den næsten var rettet ud. Så det var i sidste sekund den kom på land.

Der blev taget masser af billeder og til sidst kunne Jeppe hoppe i vandet og se fisken glide majestætisk tilbage i dybet.

Brian, Henrik og jeg havde stadig masser af bid men ingen faste fisk, Erik tilbød der kunne forsøges med anden agn.

Jeg tog imod tilbuddet om og forsøge med det setup som Jeppe fik hans kæmpe stør på.

Rigget blev kastet ud over søen og placeret hvor der havde været en del aktivitet på bidmelderne aftenen igennem, og efter 20-30 min satte bidmelderen endnu en gang i gang.

Stangen blev løftet og denne gang var der fast fisk.

Som Jeppe også havde oplevet fulgte støren pænt med i første del af fighten, og jeg nåede og tænke hvad folk mente med de fightede som gale, og at det nok bare var en lille stør der skulle op på land, men før tanken var tænkt færdig valgte støren og vise hvem der bestemte og tog 50 meter line i et langt udløb.

Igen gik en fight på mere end 20 minutter i gang, og igen kom Erik med kyndig vejledning og opmuntring, igen viste det sig at boblerne og trætte stør stadig tog 50 meter line når det passede den.

Erik måtte igen i sine waders og få støren på land og da den kom op gik det op for os den var lidt mindre end Jeppes. Men med trætte arme kunne jeg løfte vejeslyngen, og vægten stoppede på mere end 24 kg.

Igen kom kameraet frem, og der blev taget en række billeder af den flotte stør.

Efter støren stille var gledet tilbage i dybet, var det som om folk var mættet med oplevelser, og en aften med to debut stør på over 24 kg må siges og være helt fantastisk.

Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang en eller flere af deltagerne forsøger sig med stør fiskeriet, men det kan blive svært og slå sådan et par personlige rekorder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...