Neptune Lines har købt 10 frederikshavnsk producerede scrubbere

FREDERIKSHAVN: ME Production i Frederikshavn forsætter fremgangen og har fået en ny ordre på 10 scrubbere.

Denne gang skal scrubberne sendes til Grækenland, hvor det græske rederi Neptune Lines lægger til kaj.

Neptune Lines har i dag 16 fragtskibe, som blandt andet fragter biler over Middelhavet.

Skibene har en kapacitet på mellem 530-3.800 biler.

- ME Production har før vist at de kan producere og installere scrubber systemer, som dem vi efterspørger.

- Deres system er tilmed nemt og simpelt at lærer for vores besætning, siger technical superintendent Vangelis D. Dardanos, Neptune Lines.

Det er også med stor tilfredshed, at ME Production byder Neptune Lines velkommen som virksomhedens første græske scrubber-kunde.

- ME Production og Neptune Line har et super godt samarbejde om de 10 installationer, som bygges i Frederikshavn.

- Neptune Line er yderst professionel at arbejde sammen med, og vi er allerede kommet godt i mål med de to første installationer, udtaler COO Rasmus Carstens, ME Production.

ME Production har en ambition om at skulle levere en scrubber om ugen både i Danmark og Kina, og indtil videre går alt efter planen. Et anlæg koster mellem 7,5 og 10 millioner kroner.

Neptune Lines investering i scrubber-systemer skyldes lovgivningen fra 2016, som siger, at der i 2020 maksimalt må være 0,5 procent svovl i skibes udstødningsgas.

ME Production har siden 1. januar 2018 produceret over 30 scrubbere i Frederikshavn.

Det har øget antallet af medarbejdere i Frederikshavn fra 60 til 150.

Virksomheden har desuden åbnet en fabrik til ekstra scrubberproduktion i Kina.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...