To personer testet positive på Strandgården i Strandby

STRANDBY: En ansat og en beboer på plejecentret Strandgården i Strandby er testet positive for coronavirus, og det betyder, at beboerne kan se frem til at blive testet nu og igen om syv dage.

Det oplyser Frederikshavn Kommune, som har orienteret pårørende til beboerne på plejecentret, der har 20 demensboliger og 20 plejeboliger.

Ifølge kommunens hjemmeside blev beboeren på plejecentret, som er testet positiv, opfanget i forbindelse med den nyligt afsluttede massetest i kommunen. Den pågældende borger er blevet testet på plejecentret, og det samme er medarbejderen, hvis positive test blev opdaget i forbindelse med den systematiske test af plejepersonalet.

I begge tilfælde er der ikke konstateret nære kontakter, da der er brugt værnemidler efter forskrifterne, og efter anvisning fra Styrelsen for Patientsikkerhed bliver beboerne på plejecentret altså testet nu og igen om 7 dage, indtil det er konstateret, at der ikke er flere smittede.

Lederen på plejecentret har orienteret de pårørende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...