OL-sølvvinder i brydning, Mark O. Madsen, tog lørdag aften Arena Nord i Frederikshavn karrierens næste store skridt

FREDERIKSHAVN: Mark O. Madsen er fortsat ubesejret i MMA-sammenhæng. Lørdag slog han englænder i Arena Nord, som for første gang var ramme for kampsporten MMA, der står for Mixed Martial Arts.

Og at dømme efter billetsalget og det medlevende publikum så bliver det næppe sidste gang, Frederikshavn er vært for et sådan arrangement.

Også fordi Frederikshavn er så tæt på vore skandinaviske brødre - og dem var der vel op mod et par hundrede af ved stævnet lørdag, hvor Mark O. Madsen vandt sin kamp sikkert.

Stævnet bød på 16 kampe inden hovedkampen mellem netop Mark O. Madsen og britiske Matthew ”The Beast” Bonner, der kom til Frederikshavn med fire sejre, tre nederlag og en uafgjort.

Mark O. Madsen er tidligere olympiske sølvvinder i brydning, og han har sammen med hustruen Maria fået franchiset på Cage Warriors Academy, der er udklækningsanstalt for Europas største MMA-forbund, Cage Warriors.

Da Mark O. Madsen trådte ind i Arena Nord i MMA-buret for sjette gang i karrieren var han ubesejret med to sejre på KO, to sejre, hvor modstanderen valgte at opgive og en enstemmig afgørelse hos dommerne. ’

Og ubesejret er han også efter kampen.

Forberedelsen har blandt andet budt på tre ugers træning i Las Vegas med nogle af sportens hårde hunde.

Kampen lørdag aften i Arena Nord gik tiden ud, og alle dommere udpegede Mark O. Madsen som vinder.

Det er danskerens sjette sejr i ligeså mange forsøg i MMA.

Inden dysten var danskeren tydeligt irriteret over englænderens manglende vilje til at komme ned i vægt, så kampen kunne foregå på lige vilkår.

Men Mark O. Madsen overtog styringen fra kampens begyndelse, og danskeren forblev ovenpå i hele første omgang.

Den danske forhåndsfavorit bevarede overtaget i anden og tredje omgang, men kunne ikke få stoppet kampen før tid.

Med blod i hovedet blev Mark O. Madsen udråbt som vinder af alle kampens dommere.

Danskeren går efter at komme til USA og dyste i Ultimate Fighting Championship (UFC), hvor der er store penge på spil.

- Jeg har lagt en plan, der hedder, at jeg skal bryde igennem inden for to år, for der er jo også et økonomisk aspekt i det. Men heldigvis er vi allerede foran planerne. Jeg for første gang blevet rangeret blandet de 10 bedste weltervægtere i Norden.

- Men jeg drømmer stort. Jeg drømmer om en megakamp i USA.

- Men det sjove ved det her er jo, at hver gang, du træder ind i buret, så er det hele på spil.

- Et nederlag kan forandre alt. Og det skal man jo lige vænne sig til, når man som jeg har haft over 3000 kampe i karrieren i brydning, siger Mark O. Madsen.

Lørdagens stævne startede allerede 16.30 med fire indledende kampe, og i alt var der 17 kampe på menuen i Arena Nord.

Målet var at arrangere det største MMA-stævne nogensinde herhjemme - og der var da også solid opbakning til satsningen fra start og gennem de mange seværdige kampe med nogle af de bedste amatører fra hele Skandinavien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...