Klæder ambitiøse maritime virksomheder på til at nå toppen

FREDERIKSHAVN: Det Maritime Elitetræningscenter har netop kickstartet det fjerde hold af ambitiøse maritime virksomheder, som de kommende måneder skal gennem et 200 timers intensivt træningsforløb for at nå toppen i den maritime superliga.

Det Maritime Elitetræningscenter er ét af 12 udviklingscentre placeret rundt om i Danmark i det nationale Scale-Up Denmark projekt.

MARCOD i Frederikshavn driver Det Maritime Elitetræningscenter i samarbejde med Vækst-hus Nordjylland og LIVA consult A/S, og direktør Christine Lunde glæder sig over tilgangen af nye virksomheder i programmet fra hele landet.

- Vi er glade for den store tilslutning fra hele landet til vores vækstprogram.

- Det er et spændende hold med både iværksættere og etablerede virksomheder, som vil få meget glæde af hinanden i form af gensidig læring og erfaringsudveksling undervejs i forløbet. Programmet er en stor succes og havde ikke været muligt uden støtten fra bl.a. Den Danske Maritime Fond, siger Christine Lunde.

Det Maritime Elitetræningscenter har til formål at understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore højvækstvirksomheder, der har ambitioner om og potentiale til at være i eliten på deres felt.

De ni virksomheder har netop været på start camp på Hotel Comwell Rebild Bakker i Nordjylland, hvor der blev arbejdet med strategi og ledelse.

Deres forløb strækker sig over syv måneder, hvor der bliver arbejdet intensivt med den enkelte virksomheds vækst- og udviklingspotentialer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...