KOMMUNEN: Det var med en vis portion sommerfugle i maven, at rektor Thomas Svane tirsdag aften bød velkommen til åbent hus på Frederikshavn Gymnasium.

Hverken han, medarbejderne eller eleverne havde tidligere holdt et virtuelt åbent hus, men presset af corona-restriktionerne havde de sammen og på relativ kort tid ændret form og indhold på det traditionelle arrangement.

Det blev dog en meget positiv oplevelse.

170 enheder var logget på til rektors velkomst, og da der bag mange enheder sad både en mulig ansøger og en forælder, vurderer gymnasiet, at de havde på den gode side af 250 gæster tirsdag aften.

- Det er klart, at når man springer ud i noget helt nyt, som et virtuelt åbent hus, er man da spændt på, om man lykkes. Jeg kan dog ikke være andet end meget tilfreds med vores åbent hus.

- Vi synes, vi fik vist gymnasiets mange faglige og sociale tilbud, vi havde mange gæster, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger fra gæsterne, siger Thomas Svane.

Efter velkomsten havde gæsterne mulighed for at logge ind i nogle virtuelle rum for at møde elever og lærere på de konkrete studieretninger og fagpakker, og også dette kørte fint.

I de fleste rum var spørgelysten stor, og der var generelt en god stemning.

Alle studieretninger og fagpakker var godt besøgt, og lærerne kunne efterfølgende melde om positiv respons fra gæsterne. To nyere tilbud som Sportsakademiet og Maritim Student havde sine egne virtuelle rum, og her kom deltagerne fra hele landet.

Blandt andet havde tre piger fra København, som til daglig går på Samsø Efterskole, sammen logget ind fra den ene piges bopæl.

Faderen til den en pige kunne som afslutning melde, at ”Der er grin i stuen i København. De er virkelig tændte på Maritim Student.”

- Vi synes selv, vi anstrenger os for at tilbyde eleverne de bedste rammer om deres uddannelse, så sådan en tilbagemelding gør mig jo superglad og pavestolt, afslutter Thomas Svane.

På baggrund af den gode oplevelse med åbent hus vil man på gymnasiet nu overveje mulighederne for også i fremtiden at afholde virtuelle arrangementer – sandsynligvis som supplement til det traditionelle åbent hus.

De unge har nu frem til 1. marts, hvor der er ansøgningsfrist, til at overveje deres valg af ungdomsuddannelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...