Rådhusøen står for i år, mens 2020 vil give en opgravet midtby

FREDERIKSHAVN: Frederikshavns gågade har holdt skansen i snart 35 år og ligner stadig en yngling.

Men det ændrer ikke ved, at den skal graves op næste år.

Klimaforandringerne rammer også vores by og derfor er det utroligt afgørende, at vi får ændret ved det enstrengede kloaksystem.

Det betyder, at vi skal ned under gågadens overflade for at få alle ledninger fornyet og bragt op til den standard 2020 kræver af en by som vores.

Heldigvis har staten rundhåndet valgt at støtte et projekt for opgradering af midtbyen med 10 millioner.

Kommunen har selv fundet 20 millioner - heraf ti fra slaget af Ørnevejens Skole - og det giver muligheder.

- Det er simpelthen en enestående chance, vi hermed har for at lave det rigtige i Frederikshavn. det er en chance man får meget sjældent, sagde kommunaldirektør Mikael Jentsch, da han efter Byfondens repræsentantskabsmøde, inviterede på bytur i city en lidt regnvåd aftenstime.

Vi fik at vide, at træerne skal fjernes og at gågaden graves op over to etaper gennem 2020.

- Men alt er klar til julehandlen 2020, hvis den først starter 1. december, sagde Mikael Jentsch.

Vi så nærmere på Kallstorvet, hvor vindanalyser viser, at der blæser absolut mindst i en ellers meget blæsende bymidte.

her skal der laves en fast scene - som Salling Group gennem føtex i Frederikshavn finansierer - og bygges et attraktivt sidde og legemiljø op, så der er oplevelser ud over shopping i gågaden.

- Vi kommer ind til byen for at få oplevelser - og det er altså ikke shopping, der alene kan løfte den opgave, sagde kommunaldirektøren.

Næste pitstop var Thuesen Bergs Gade, som også skal omdannes til en lege og sidde miljø så fri for vind, som den del nu kan blive.

Herfra gik turen op ad Tordenskioldsgade, som i øvrigt ikke bliver lukket.

- Der er mange, der har spurgt, men vi har så få øst-vestgående færdselsårer her i byen - og dem vi har, dem fastholder vi sagde Mikael Jentsch.

Vi endte på Rådhusøen, hvor der skal etableres hele to legepladser - den ene med et rigtig legeskib doneret af Stena Lile og havnen.

- Vi går i gang efter sommerferien - og jeg kan love nogle virkeligt interessante løsninger, som virkelig kan noget, sagde kommunaldirektøren.

Tanken er at udbygge øst-vest-sporet med en oplevelsessti, som skal ende i Kennedyparken.

Men her er man kun på tankeplan endnu.

- Måske ender vi med at banke spunsvægge ned i søen, så man kan gå igennem den på bunden og på den måde være i øjenhøjde med ænderne, sagde Mikael Jentsch, som dog understregede at det kun var en tanke.

- Vi har fem år til at færdiggøre del-etaperne, så der kan nå at ske meget, sagde han.

Rundturen sluttede i byrådssalen, hvor Byfonden var været ved en lille forfriskning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...