Sæby HK bag foredragsaften med Lasse Svan

SÆBY: Ud over mange sportslige aktiviteter byder den aktive klub i november måned på foredrag med en verdensmester, salg af lodsedler og julebanko.

Ved Sæby HKs generalforsamling i foråret blev det besluttet, at klubben skulle have et eventudvalg, som fik til opgave at arrangere fællesskabs skabende aktiviteter for alle klubbens medlemmer.

- Vi kæmper for en bedre klubånd i en klub, hvor der er plads til alle siger udvalgets tovholder, Jeanette Rømming Kousholt.

Udvalget har i den grad taget opgaverne på sig og startet en række nye sociale event op, som kommer hele klubben til gode med udbygningen af sammenholdet og som sidegevinst giver flere af tiltagne økonomisk indsprøjtning i klubkassen.

Fredag 15. november var det lykkedes at samle godt 180 deltagere til familie julebanko i Spektrums cafeteria.

Der blev spillet om et flot udbud af præmier, der alle var sponseret af 50 firmaer og butikker, primært fra Sæby.

I november måned er klubbens unge medlemmer ude at ringe på hos sæbynitterne for at sælge 3.000 lodsedler.

Tidligere på året har der været afholdt en række fælles sociale aktiviteter, som spisninger, fandage, rundbold og træning på tværs af holdene.

Seniorspillerne får også lov til at bidrage til fællesskabet, når de den 30. december tager til Frederikshavn for at tælle Starks varelager op.

Sammen med Frederikshavn Bibliotek arrangerer Sæby H.K. foredragsaften med verdensmesteren Lasse Svan i Manegen Sæby, mandag 25 november kl. 19.

Foredraget ’Fløjens Perspektiver’ giver dig mulighed for at komme med ind bag håndboldkulissen, hvor han fortæller om både sejre og nederlag. Der vil naturligvis også være plads til sjove håndboldanekdoter.

35-årige Lasse Svan har tilbragt det meste af sin lange karriere i Flensburg-Handewitt, hvor han for nyligt er blevet anfører efter 11 år i klubben.

Flensburg-Handewitt er en af de førende klubber i verden igennem mange år! Forinden har han spillet seks sæsoner hos fynske GOG og været med til at vinde DM i 2004 og 2007.

Han fik debut på det danske A-landshold i 2003 og har siden været med til at vinde OL-, EM- og VM-guld og er stadig aktiv på landsholdet.

Efter foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål og få en selfie med en håndboldspiller, der er guld værd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...