Jens Gaardbo er gæst hos ÆldreSagen i januar

FREDERIKSHAVN: Det er 43 år siden Jens Gaardbo rejste fra Frederikshavn.

Han har siden boet i en halv snes andre byer – men sjælen efterlod han i hjembyen.

Det fortæller han, når han besøger Ældre Sagens lokalafdeling torsdag 24. januar med et foredrag om den by, han ikke kan slippe og ikke ønsker at slippe.

Men det er også fortællingen om VVS-mesterens søn, der blev en kendt frederikshavner.

Han var med som pioner og studievært på det nye TV2 i 1988.

Han blev chef for TV2/Nyhederne og var på vej ind i karrierens hamsterhjul, da han pludselig slog op i banen og forlod TV-stationen.

Siden udforskede han både medicinalindustri og tilværelsen som selvstændig. Og nu er han så tilbage på TV2NEWS i flere roller, men især som Mr. News i ruden.

Endnu engang er offentligheden hans kunder.

Hør Jens Gaardbo fortælle om den puklede og sjove vej gennem en medieverden, der hele tiden forandrer sig.

Se TV med TV-mandens øjne, og få flere gode grin undervejs, både over mediebranchen og over hans hjertebarn, Frederikshavn.

Foredraget finder sted i Rådhuscenter Frederikshavn og begynder kl. 19.

Tilmelding til Gitte Funch eller Palle Mølholt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...