Åbningstiden udvides hos Fisk og Grill i Fiskerihavnsgade

FREDERIKSHAVN: Efter 28 år i branchen sætter 41-årige Lisser Svendsen nu foden under egen disk.

Hun har erhvervet Fisk og Grill i Fiskerihavnsgade og er så klar til at servicere de mange mennesker, der er ansat på Frederikshavn havn.

- Jeg glæder mig da helt vildt til at komme i gang, siger Lisser, der holder reception fredag 10. maj fra 14-18.

Sidste weekend blev brugt sammen med mange gode hjælpere til at få alt klart, og nu begynder man spå småt at ane, hvad Fisk og Grill vil udvikle sig til.

Lisser har således valgt at udvide åbningstiden betragteligt.

Tidligere lukkede Fisk og Grill kl. 15.30, men fra mandag 13. maj er åbningstiden på alle hverdage fra 10.30-20.

- Planen er at holde lukket i weekenden, men er der mange på job, så finder vi ud af det, siger Lisser, der dermed lægger op til åbent efter aftale i weekenddagene.

Og det er noget hun mener helt bogstaveligt, så derfor er der såmænd også aktivitet i Fisk og Grill dagen efter receptionen - for der skal laves tarteletter i den helt store stil.

Hun begyndte allerede som 13-årig hos Frederikshavnergrillen og med erfaringen gennem de mange år inden for branchen kender hun sin metier til fingerspidserne.

- Jeg ved godt hvordan bøfferne skal vendes - og hvordan de skal smage, lyder med med et smil fra Lisser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...