5. a på Bangsbostrand Skole har lavet plakater om venlighed

FREDERIKSHAVN: Allan Olsen sang en gang om begrebet venlighed.

Det må gerne blive trend, lød det i en linje.

En anden fin tekst formulerede det anderledes: venlighed er et sprog, som selv den stumme kan tale og den døve høre.

Det er nok tvivlsomt, om Lions Club havde dette i tankerne, da de søsatte en international plakatkonkurrence og kaldte den ”Kindness Matters”, men de er uden tvivl ret enige i synspunkterne.

På dansk er ”Kindness Matters” blevet til ”Venlighed gør en forskel”, og konkurrencen opfordrer børn mellem 11 og 13 år til kreativt at udtrykke, hvad fred betyder for dem.

Meningen er gennem undervisning at give elever mulighed for at dele deres tanker om fred med andre, så der internationalt opnås større forståelse og tolerance.

På Bangsbostrand Skole tog lærer Jane Rævdal Ditlev handsken op, og hurtigt fik hun sat eleverne i 5.a i gang med at producere plakater, der skulle illustrere noget om venlighed. Det blev de meget begejstrede for:

- Jeg har en meget velfungerende samling elever i 5.a, og de var straks med på ideen. Undervejs er der blevet tænkt store tanker, og de har alle givet nogle meget flotte og velovervejede bud på, hvad venlighed er for dem. Nogle er bedre end andre, sådan er det jo, men de har alle gjort deres bedste.

Forleden var det så blevet tid til, at Lions Club skulle finde 5.a’s bedste bud på, hvad venlighed er.

Billedkunstner Kirsten Brøndum og Jørn Elgaard og Niels Chr. Andersen fra Lions Club var de strikse bedømmere, og de var kommet på hårdt arbejde, for det var svært at vælge én blandt mange gode.

Men efter længere tids votering faldt dommen ud til fordel for eleven Line Schaltz´ tegning, der viser en pige, som har brug for venlig opmærksomhed både om dagen og om natten.

Niels Chr. Andersen havde ros med til 5.a:

- Der er desværre kun plads til én vinder. Sådan er konkurrencer jo. Men stort tillykke til jer alle i klassen, og tak for det store arbejde, I har ydet.

Niels Chr. Andersen høstede siden stor anerkendelse for at have medbragt flødeboller, og så blev der råbt et stort hurra for Line Schaltz.

Hendes tegning går nu videre i konkurrencen og skal dyste mod andre gode bud på, hvad venlighed er.

En endelig vinder findes senere ved et større arrangement i New York.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...