Skagens Museer forventer mange gæster i Anchers og Drachmanns hjem

SKAGEN: Med foråret kommer også den tid, hvor Holger Drachmann og familien Ancher igen tager imod besøg.

Ikke personligt, naturligvis, men de to offentligt tilgængelige kunstnerhjem i Skagen er fra tirsdag den 2. april igen åbne for offentligheden, efter en vinterpause på henholdsvis fire og fem måneder.

Skånsom hovedrengøring

Forud for den nye sæson har der været hovedrengøring i både Drachmanns Hus på Hans Baghs Vej og Anchers Hus på Markvej.

På grund af de mange sårbare og værdifulde kunstværker og genstande i husene er det en proces, der er noget mere kompliceret end når man gør rent i en almindelig husholdning.

- Rengøringen foretages så nænsomt som muligt, og vi har særligt uddannet personale til at sørge for at alt går rigtigt til, siger Christine Løvdal, kunstkonservator på Skagens Kunstmuseer, der har ansvaret for de to kunstnerhjem.

Anchers Hus har været tilgængeligt for offentligheden siden 1967 og Drachmanns Hus endda siden 1911. De to kunstnerhjem står begge stort set som da deres beboere levede der, og giver dermed et enestående indblik i kunstnernes liv og arbejde. Siden 2014 har de to huse været en del af Skagens Kunstmuseer, sammen med Skagens Museum.

Forventer stort rykind

Skagens Kunstmuseer venter sig meget af den forestående sæson.

Allerede sidste år var der en stigende interesse for at besøge de to huse. Anchers Hus havde mere end 27.000 gæster, og Drachmanns Hus tog imod 13.430 besøgende.

- Faktisk er tilstrømningen så stor, at vi i de allertravleste perioder må bede gæsterne om lidt tålmodighed, fordi pladsen er trang i de to huse. Eksempelvis er det ikke muligt at have mere end 20 deltagere ad gangen på omvisning i Anchers Hus, siger Niels Bünemann, Skagens Kunstmuseers kommunikationschef.

Han råder derfor gæsterne til at planlægge deres besøg, så det ikke nødvendigvis finder sted på de allertravleste dage, hvis man har mulighed for at komme på et andet tidspunkt.

Sæsonen i Anchers Hus varer helt til udgangen i oktober, før huset igen bliver lagt i vinterdvale. Drachmanns Hus lukker i år lidt tidligere end normalt, nemlig den 15. september. Det skyldes, at mange af kunstværkerne i huset skal flyttes til selve Skagens Museum, hvor der den 28. september er premiere på en stor Drachmann-udstilling med titlen ”JEG ER HAV”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...