Unge tager vigtigt emne op i stykket Dage som døde

SÆBY: SæbyScenens ungdomshold sætter i samarbejde med Frederikshavn kommunes Ungdomsskole ”Dage som døde” – et skuespil skrevet af Ina Bruhn og Jeanette Noer op. Det sker på Skovlyst.

Dage som døde er en kulsort komedie om konsekvenserne af vores valg, og om at leve vores liv, inden det er for sent.

Men hvordan leves livet egentlig bedst? Og er døden også en valgmulighed?

Handlingen kredser om unge og om døden - men måske især om livet.

Fem unge mennesker havner på hver sin måde i et mystisk dødsrige.

Her konfronteres de brutalt med deres korte liv og med måden de levede på.

I dødsriget huserer nemlig en flok unge, som ved præcist, hvad de taler om - for de er allerede døde selv.

Nu fordriver de uendeligheden på bedste vis - og dét er ikke nødvendigvis kedeligere, end da de var spillevende.

Man kan stadig læse avis og snuppe en onsdagssnegl, tage sig en smøg eller synge en velkomstsang til de nyankomne.

Men - i det lange løb kan det alligevel ikke undgå at påvirke én, at man er død, og dét handler forestillingen også om.

Skuespillerne er i alderen 15-25 år og kommer fra Skagen i nord til Langholt i syd.

Det er skarpe unge mennesker, der er klar til via teater at bringe vigtige emner på dagsordenen.

Instruktionen står Margaretha Cedergren for og hendes flerårige makker Anne Sivesgaard Jensen står for koreografi, rekvisitter og det forkromede overblik i forhold til flere praktiske ting.

Scenografien står kunstner Margit Rasmussen for. Der er gang i spændende kulisser. Dødsriget er et ukendt farverigt sted. Margit har ladet sig inspirere af blade fra Tempeltræer. Blade hun har fundet på en kirkegård i København. Bladene er i regnbuens mange farvenuancer og er brugt i flere afskygninger - på forkant af scene, dryssende ned oppe fra osv. Kostumerne matcher formen på bladene og i de mange farver.

Forestillingen opføres 3 gange. Premieren torsdag 16. januar er udsolgt. Men der er frie pladser til de to næste forestillinger

fredag 17. januar kl. 19.30 og lørdag 18. januar kl. 15.

Stykket varer ca. 5 kvarter.

Med støtte fra Rotary Frederikshavn City Morning Club har det ved denne opsætning været muligt at invitere unge-grupper gratis i byen til en oplevelse – Unge mennesker, der måske ikke sædvanligvis finder vejen i teatret.

Billetter købes online på https://www.datsbilletten.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...