Frederikshavn Tennisklub modtager donation på en kvart million fra Salling Fondene som skal bruges på endnu en padeltennisbane

KOMMUNEN: I april i år byggede Frederikshavn Tennisklub en padel-tennisbane, der for alvor fik frederikshavnernes interesse for sporten til at eksplodere.

Nu har klubben så modtaget en donation fra Salling Fondene på 250.000 kroner, så der kan bygges endnu en bane.

Det er føtex i Frederikshavn, der har indstillet projektet med håbet om at flere unge vil få glæde af sporten.

For formanden i klubben, Rene Jensen, har donationen kæmpe betydning for klubbens videre eksistens.

- Vi kan slet ikke få hænderne ned. Nu kan vi endelig få råd til en ekstra bane, så vi kan åbne op for 80 nye medlemmer i klubben.

- Det betyder, at vi kan bibeholde interessen hos vores medlemmer og især vores juniorerne, som ikke nåede at tilmelde sig sidste runde.

- Jeg tror faktisk, at det på den lange bane er med til at redde klubben, fortæller Rene Jensen, formand i Frederikshavn Tennisklub.

Den nye padel-tennisbane skal efter planen stå færdig i april 2021.

Det er varehuschef i føtex Frederikshavn, Claus Bøje, der har indstillet projektet.

For ham er det vigtigt, at der er mange forskellige muligheder for at dyrke sport i Frederikshavn.

Derfor var det uden tøven, at han indstillede projektet til Salling Fondene.

- Det er så vigtigt for både ældre og unge at bevæge sig. Derfor giver det rigtig god mening for os at støtte et projekt, der har haft så meget medvind.

- Der har faktisk ikke været så stor succes i klubben de sidste 20 år. Derfor vil jeg gerne gøre mit for, at succesen kan fortsætte, så især de unge mennesker kan komme ud af værelset og ind på banen.

- Det er jo ikke alle, der gider spille fodbold” fortæller Claus Bøje, varehuschef i føtex Frederikshavn, og fortsætter:

- Jeg ved, at klubben hele tiden arbejder på at gøre klublivet endnu bedre, og derfor håber jeg, at andre vil give et bidrag, så de også kan få malet klubhuset og få flere midler til renovering og indretning.

13 lokale projekter er udvalgt

Padel-tennisbanen er et af 13 lokale projekter i hele landet, der er blevet tildelt en donation af Salling Fondene via føtex.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...