skagen Museum åbner dørene for alle interesserede - og endda gratis

FREDERIKSHAVN: Er du nordjyde og har du lyst til en stor kunstoplevelse? Så skulle du lægge vejen forbi Skagens Museum fredag 9. november. Alle der er bosiddende i Region Nordjylland – dvs. at man har et sundhedskort fra regionen – kommer den dag gratis ind på museet.

- Skagens Museum er en vigtig del af Nordjyllands kulturelle identitet, og vi synes at alle nordjyder skal have mulighed for at besøge museet. På den anden side har vi brug for entréindtægter til at drive museet, vedligeholde samlingerne og de fredede bygninger og arrangere spændende nye udstillinger. Derfor er det et ekstraordinært tilbud, at vi lukker dørene op uden at tage penge for det, siger museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen.

Museets samling rummer omkring 9.000 kunstværker og andre objekter, deriblandt klassiske værker som P.S. Krøyers Sommeraften på Skagen Sønderstrand, Michael Anchers Den druknede og Anna Anchers Solskin i den blå stue.

Hjertet i Skagens Museum er Brøndums spisesal, der oprindeligt var placeret på det nærliggende Brøndums Hotel. I 1946 blev spisesalen flyttet til Skagens Museum, hvor man nu kan indfange den særlige stemning, der gav inspiration til kunstnerne. Spisesalen indeholder en række af de malerier, som kunstnerne gennem årene forærede til hotelejer Degn Brøndum, en af Skagens Museums stiftere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...