Det fysiske kørekort har fået et digitalt alternativ på mobilen. Det nye kort gælder dog ikke i udlandet.

KOMMUNEN: Har du en smartphone kan du hente en kørekort-app, så du både har dit kørekort og et id-bevis i digital udgave på mobilen.

Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen, der har udviklet appen.

Det er dog frivilligt om at tage appen i brug, om danskere ønsker et digitalt kørekort.

Transportminister Benny Engelbrecht kalder det for et tilbud, der kan gøre det lettere for borgerne.

- Det er godt at kunne have kørekortet lige ved hånden, og det har de fleste mennesker i forvejen med mobiltelefonen.

- Men det er ikke sådan, at vi tvinger folk til at have et digitalt kørekort. Det er et tilbud. Men et tilbud, der nok vil gøre det lidt lettere både for borgerne, men også politiet, når man skal kontrollere kørekortet, siger Benny Engelbrecht.

Man skal dog fortsat beholde sit fysiske kørekort, selv om man har hentet kørekort-appen.

En af grundene til det er, at det digitale kørekort kun gælder inden for Danmarks grænser.

Appen fungerer også, selv om mobilen ikke har dækning eller forbindelse.

Løber mobilen tør for strøm, er det dog nødvendigt at have det fysiske kørekort for at undgå en bøde.

For at få sit digitale kørekort er det nødvendigt at downloade appen ”Kørekort”, hvorefter man logger ind med NemID.

Man aktiverer derefter sit digitale kørekort ved at scanne sit pas med mobilen og hente den billedfil, der er i passet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...