Kursus Nord har haft mange ledige på skolebænken

KOMMUNEN: Et stort antal ledige nordjyder har brugt corona-tiden på at blive klar til at indgå i sommerens vagtplaner på plejecentre og i hjemmeplejen, og til måske senere at kaste sig ud i en sundhedsfaglig uddannelse.

De ledige har over perioden fået mulighed for at snuse til sundhedsfaget.

Og nu er de klar til at indgå som vikar og ferieafløser i ældreplejen, og kan i øvrigt søge direkte ind på grundforløb 2 til uddannelserne til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent.

Det har ellers været op ad bakken for kurssiterne blandt andet på KURSUS Nord i Hjørring, hvor coronaen lukkede alt ned kort efter kursusstart.

Nytænkning og hurtig omstilling fra medarbejderne i KURSUS Nord gjorde, at kurset blev genstartet som online-forløb.

- Til vores store begejstring valgte hele 56 af de oprindeligt 70 kursister at fortsætte kurset online, mens andre havde fået job i mellemtiden og nogle valgte at afbryde forløbet, fortæller Maybritt Skak Pedersen, leder af KURSUS Nord, og fortsætter:

- At så mange kursister valgte at fortsætte deres kursusforløb i en tid, hvor de egentlig ikke skal stå til rådighed for jobcentret eller søge job, viser, hvor meget kursisterne vil det her – de brænder virkelig for at blive klædt godt på til en ny fremtid inden for sundhedsområdet, hvor vi i den grad kommer til mangle personale.

Pia Asmussen, der er en af deltagerne på SOSU Klar, er oprindeligt uddannet socialpædagog.

Hun har været væk fra faget i de seneste 10 år og stod ved en karrieremæssig skillevej, da noget i hende trak for at komme tilbage til et humanistisk fag.

- At tage SOSU Klar-forløbet har givet mig en god og solid viden inden for ældreplejen. Derudover har det også været med til at give mig et indblik i, hvordan det er at arbejde inden for dette område, og jeg er blevet bekræftet i, at det er her, jeg ønsker, mit fremtidige arbejdsliv skal foregå, fortæller Pia Asmussen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...