Maskinmestre dimitteret - og klar til den verden, der er så klar til at tage mod dem

KOMMUNEN: Multisalen på MARTEC i Frederikshavn var helt fyldt op, da de nyeste maskinmestre skulle sendes godt afsted og ud i ”den virkelige verden”.

Med eksamensbeviset i lommen melder dimittenderne sig dermed ind i én af Danmarks mest eftertragtede professioner, bestående af omkring 8000 maskinmestre. En profession der i mange år har haft næsten fuld beskæftigelse på grund af uddannelsens store bredde og anvendelighed i forskellige brancher.

- Vi ser altid frem mod dimissionerne her på MARTEC med stor glæde. Vi ved, at vores dimittender er eftertragtede i mange brancher, og vi ved at de er klædt på, til at møde de udfordringer, de møder på deres vej.

- Derfor er vi meget glade for at sende endnu en årgang ud i erhvervslivet, siger Brian Thomsen, vicedirektør på MARTEC.

- Nu ligger verden åben for dem alle. Uanset om dimittenderne vælger en karriere til vands eller på land, i Danmark eller internationalt, så ved vi at de klarer sig rigtig godt og gør en forskel for virksomhederne – og så med en løn der er særdeles konkurrencedygtig.

Ud over taler ved dimissionen var der også priser.

Borgmester Birgit Hansen uddelte den traditionsrige kogebog, til en studerende som har gjort sig positivt bemærket gennem sin studietid.

Modtageren blev Nicklas Søndergaard, med begrundelsen at Nicklas altid har vist sig som en særdeles positiv og glad studerende overfor studiekammerater såvel som undervisere. Nicklas er bosiddende i Frederikshavn.

Derudover overrakte Uddannelsesleder på MARTEC, Jan Jacobsen, en række priser til studerende, som har gjort sig positivt bemærket både fagligt og socialt.

Rederiet A. P. Møllers præmie gik til Thomas Skjøtt Risgaard. Præmien gives for Thomas’ opførsel, flid, ordenssans og forhold til kammeraterne.

Formand hos Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen, uddelte præmier til Eddie Mosbech Plejdrup og Thomas Christian Beer Frydendahl.

MARTEC Maskinmesterklub uddelte pengegave til Mads Jung Büchler Bertelsen.

Endelig overrakte underviser Peter Trudslev en erkendtlighed fra Aalborg Maskinmester Klub til Marcus Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...