Torsdag indledes festivalen i Frederikshavn kirke og fortsætter fredag og lørdag i Det Musiske Hus

FREDERIKSHAVN: Det Musiske Hus i Frederikshavn er i weekenden ramme for harmonikamusik i alskens former leveret af forskellige bands og orkestre.

Der er nemlig Squeezebox Festival for fjerde år i træk, og lyden af harmonika vil strømme ud af lokalerne i Det Musiske Hus i Frederikshavn, når musikere fra både Sverige, Norge, Finland, Irland og naturligvis Danmark, viser bredden af de genrer, hvor harmonikaen har sin plads.

- Det er netop det, der er hele meningen med festivalen, forklarer Mette Duedahl Pedersen, der er en del af festivalledelsen.

- Vi vil rigtig gerne vise harmonikaens kapacitet og de mange forskellige genrer og konstellationer, som den kan udfolde sig i.

Hvert år kommer der en række nye kunstnere til festivalen, der viser harmonikaen i nye og overraskende, musikalske sammenhænge.

Programmet byder derfor igen i år på kunstnere, der ikke tidligere har gæstet festivalen.

Blandt årets navne kan derfor nævnes den kvindelige finske harmonikaspiller, Johanna Juhola, der gæster Frederikshavn med sin trio.

Den virtuose harmonikaspiller har turneret rundt om i verden, og sammen med guitaristen, Roope Aarnio, skaber hun et farverigt og intimt samspil på højt niveau, hvilket bliver flankeret af Korpipää, der tilføjer musikken kreative effekter.

Festivalen kan også med stolthed præsentere det legendariske, norske orkester, Dalakopa, der netop i februar måned i år

kunne fejre sit 35 års jubilæum med en koncert, der sjældent har set sin lige.

- Det er en del år siden, Dalakopa sidst har gæstet Danmark, så det er fantastisk, at det er lykkes os at få dem på programmet

i år”, fortæller Mette Duedahl Pedersen.

- Ud over deres fantastiske musik afholder orkesteret også en danse-workshop i den traditionelle

norske dans, Rørospols, hvilket er noget nyt på årets program.

Festivalen følger op på den store succes sidste år, og inviterer igen i år 300 børn fra skoler og børnehaver i Frederikshavn Kommune til en fantastisk fredag formiddag i selskab med multikunstneren Michael Back.

Festivalen skydes allerede i gang torsdag aften, hvor den norske duo, Frøholm/Tillung fylder Frederikshavn Kirke med velarrangeret norsk folkemusik. Det sker 19.30.

Ellers går det løs fra 12-24 i Det Musiske Hus lørdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...