Travl måned i vente for Gærum-boerne.

GÆRUM: Gærum Krocket Klub deltager igen i år i ”Krocketsportens Dag” lørdag 15. juni kl. 14.00 til 17.00.

Dørene åbnes for alle interesserede til at prøve dette spændende og udfordrende spil.

Krocketklubben står klar til at guide deltagerne igennem banen og har det udstyr, der skal bruges.

I løbet af eftermiddagen serveres kaffe og kage.

Det er anden gang klubben deltager i ”Krocketsportens Dag” sammen med mange andre klubber landet over.

Gærum lokalhistoriske Forening inviterer onsdag 19. juni på aftentur.

Målet er et besøg hos den tidligere Gærumbo, Jørgen Jensen, Hullvej 19, Sulbæk.

Han har et traktormuseum bestående af 25-30 gamle istandsatte traktorer af mange forskellige mærker.

Udover at kigge på traktorer bliver der, for de der har lyst, lejlighed til en gåtur på et par km til stranden, inden den medbragte kaffe indtages i hallen mellem de gamle traktorer.

Mødestedet er ved Gærum skole kl. 19.00 med mulighed for samkørsel. Alle er velkomne.

Foreningens medlemmer har netop modtaget et nyhedsbrev med endnu en fortælling om en familie, der flyttede til Gærum for mange år siden og er blevet boende.

Helge og Birgit Tegllund har været gærumboere siden 1968, da de flyttede ind på ejendommen Bygstade.

Den havde de erhvervet to år tidligere.

De kom da fra Dybvadgaard, men inden da var de bosat længere sydpå i landet.

Som pensionister har de bygget hus og bor nu på Hasselvej i Gærum by.

Arkivet i kælderen på Gærum skole er i juni åbent for alle interesserede mandag 24. fra kl. 19.00.

Gærum Samvirke inviterer til Sct. Hans arrangement 23. juni ved idrætsforeningens klubhus på Vrangbækvej.

Allerede kl. 16.30 tændes grillen op, og der er mulighed for ”grill-selv” af medbragt mad.

Til børnene vil der være snobrødsdej, som kan bages over bålsted.

Kl. 18.30 tændes bålet til tonerne af Midsommervisen, og Jens Chr. Larsen vil holde båltalen.

Han er tidligere skoleleder på Gærum skole, borgmester og folketingsmedlem, men arbejder i dag med at få ”Grøn omsorg” ind hos mennesker, som har brug for støtte og omsorg – et nyt og anderledes projekt, der har sit udspring i Norge.

Gærum og Flade sogne inviterer på sommerudflugt onsdag 26. juni.

Turen går til Lille Vildmose og Dokkedal.

Der er afgang fra Heidis Spisehus kl. 9.30.

På turen besøges den moderne og interessante Dokkedal kirke, hvor graveren vil fortælle om kirken.

Derefter serveres frokost på Lille Vildmosecentret med efterfølgende guidet tur med bus i området med fortælling om stedets historie og den nuværende idé med stedet.

Måske bliver det til et kig på de relativt nyankomne elge eller nogen af de mange fuglearter, der holder til i Vildmosen.

Herefter er der eftermiddagskaffe på centret.

Så går turen retur til Gærum og spisning i Heidis Spisehus omkring kl. 18.30.

Tilmelding sker til Birthe Larsen, tlf. 21 25 42 68 senest søndag den 16. juni.

KALENDER:

15. juni kl. 14.00: Krocketsportens dag på idrætspladsen.

19. juni kl. 19.00: Afgang på lokalhistorisk sommertur fra skolen.

23. juni kl. 18.30: Sct. Hans bål på idrætspladsen.

24. juni kl. 19.00: Lokalhistorisk Arkiv holder åbent.

26. juni kl. 09.30: Afgang på sogneudflugt fra Heidis Spisehus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...