Billetterne til Kvindernes EM i Håndbold, der rammer Frederikshavn med tre kampe, er sat i salg

KOMMUNEN: Netop nu - tirsdag 3. december kl. 10, starter billetsalget til det kommende EM i kvindehåndbold, hvor Arena Nord, Frederikshavn udgør et af spillestederne i Danmark.

Slutrunden finder sted i december 2020, hvor Frederikshavn er vært ved kampe 3., 5. og 7. december.

Det er endnu uvist, hvilke lande der vil være repræsenteret i Frederikshavn.

Det afgøres først ved en lodtrækning 5. juni.

Ganske vist er det dog, at Frederikshavn er kendt for at sikre værtskab i verdensklasse, hvorfor de hold, der skulle være så heldige at blive trukket hertil, vil få en oplevelse ud over det sædvanlige.

Frederikshavn og Arena Nord vil være vært for den indledende runde i Gruppe A, hvor Sverige er forhåndsplaceret.

Sverige har allerede spillet to af deres kvalifikationskampe med flotte sejre over Nord Makedonien og Portugal, ligesom de også er kommet godt fra start i det aktuelle VM i Japan, hvor Sverige vandt deres første kamp over Congo med 10 mål.

I Frederikshavn er man klar til at skabe en fantastisk hjemmebane for vores svenske naboer.

Frederikshavn ligger fantastisk for de tilrejsende svenskere, der blot skal med den hurtige overfart fra Göteborg til Frederikshavn, inden de kan sidde klar med de blå/gule farver på tribunerne.

Og Frederikshavn er klar til at skabe en håndboldfest, som strækker sig langt ud over pladsen på tribunen.

Selvom der er et helt år til, at festlighederne finder sted, er der allerede nu taget hul på forberedelserne.

- Byens borgere og unge nordjyder har været forbi med input og idéer til, hvordan vi skaber en fantastisk oplevelse for såvel spillere, besøgende og lokale i Frederikshavn, fortæller direktør Per Malmberg, Arena Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...