Carl Chr. Madsen
Hoteldirektør Camilla Frost her sammen med Dennis Sommer ved byggeriets start - nu er de ved at være i mål. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Restaurant Sted1 åbner torsdag 14. juni kl. 14

FREDERIKSHAVN: Hotel Jutlandias restaurant med den blændende udsigt over havnen har siden vinter været ramme for en så omfattende modernisering, at der næppe findes en enkelt vægstump, der er fastholdt.

Både restaurant og køkkenerne blev ribbet, da håndværkerne gik i gang med projektet i februar, og nu er de så tæt på målstregen, at der er reception i restauranten - det sker onsdag.

Og torsdag åbnes herlighederne så for gæsterne.

Det sker med kokken og restauratøren Dennis Sommer som ankermand i den spritnye restaurant, der har fået navnet Sted1 - et fint ordspil sat op mod 2Takt, som Dennis Sommer fortsat skal drive.

Og der er blevet kræset for detaljerne - både i restauranten og i køkkenet.

Bag designet i restauranten står Anders Busk Faarborg, ATM Design.

Han er også idémanden bag hotellets lobby, som blev indviet i november, og den nye restaurants ideer er rodfæstet i lobbyens tanker og skaber derved en rød tråd i hotellets indvendige design.

Anders Busk Faarborg er afgjort ikke ukendt med designopgaver for hoteller og har således designet butikker til Paris Hilton og indrettet restauranten Aamanns Copenhagen i New York.

Hotel Jutlandias direktør Camilla Frost har entreret med ham fordi han evner, at bringe følelsen af hjem og hjemlig hygge i spil. Og så forstår og respekterer han byggeriets historie og de arkitektoniske linjer. Det er dem, der bygges videre på, fastslår Camilla Frost.

Det er den store tegnebog, der er blevet hevet frem for at få ideerne frem i lyset, men der er også blevet sparet op til investeringen i mange år.

Men et spritnyt lokale - nyt design, der understøtter følelsen af at være hjemme, gør det ikke alene.

Når designet er i top, så skal maden også være det.

Og køkkenområdet er helt efter Dennis Sommers design - alt er indrettet, så det kan fungere optimalt i arbejdsprocesserne.

Og så er det bare at vente til premieredagen. Det er altså i denne uge - torsdag kl. 14. Menuen får sit helt eget koncept - men hvad der bydes på er en hemmelighed frem til onsdag, hvor hele byggeriet afleveres.

Men når man kender Dennis Sommers evner, så er der ingen grund til at holde sig tilbage.

Derfor er Sted1 da også allerede nu fuldt booket på lørdag - så der er ingen grund til at lægge planer for en tur til Sted1 den aften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...