Den årlige julestue finder i år sted 9. november på Sønderjyllands Allé

FREDERIKSHAVN: Den årlige Julestue i Frederikshavn Metodistkirke finder sted lørdag den 9. november kl. 10-16 på Sønderjyllands Allé 1.

- Salgsbordet bugner af flotte hjemmelavede pynte- & brugsting. Der er f.eks. grydelapper, dækkeservietter og nye kreationer i flot patchwork, der er ”in” for tiden. Og de velsmagende klejner til adventstiden går som varmt brød, siger tovholder Vivi Carlsen, som er klar til at tage imod de mange besøgende.

De mange flotte håndarbejder af forskellig art på salgsbordene er fremstillet af de kreative personer, der en stor del af året har været samlet ugentlig. Hæklenåle og synåle, strikkepinde og symaskine har ”haft fart på”. Der er selvfølgelig julepynt, men også mange gode brugsting, bl.a. ting til barselsgaver …

Igen i år har en del af byens forretninger og virksomheder velvilligt doneret flotte og brugbare gevinster til det amerikanske lotteri og i tombolaen. I kramboden er man velkommen til at byde på fine og nyttige genbrugseffekter.

Som noget nyt i år har børnene mulighed for at komme ind i Julemandens værksted, hvor de kan fremstille enkelte overraskelser til forældre eller bedsteforældre … For børnene er der også en pakkedam med mange små gevinster.

De hjemmebagte småkager har i flere år været et stort hit. De sælges efter først til mølle-princippet. I konditoriet er der et flot udvalg af hjemmebag og lækkerier.

Ove ”Skomager” & Arne Bo vil underholde med julemelodier og anden glad musik på henholdsvis harmonika og violin/guitar. I de julepyntede lokaler kan man i den gode stemning møde bekendte og nye venner over en god kop kaffe/te.

- Kirkerummet indbyder til stilhed og overvejelse. Dagen igennem vil der være stille musik, og man har mulighed for at sætte sig stille på en kirkebænk og/eller tænde et lys i lysgloben som udtryk for en bøn eller sin taknemlighed. I søndagens fællesgudstjeneste med Baptistkirken vil vi bede for de takkeemner & bønneønsker, der lægges i kurven, oplyser kirkens præst Keld Munk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...