I år kom der dobbelt så mange som i fjor. 13.000 besøgte årets julemarked

Initiativtagerne og de mange frivillige hjælpere til Julemarkedet i Aalbæk, kan ikke få armene ned efter endnu et succesfyldt marked. Efter succesen sidste år med omkring 7.000 besøgende, skulle markedet bestå prøven om fortsat eksistens og kunne der tiltrækkes lige så mange gæster.

Det var en glad formand for Aalbæk Handels- og Håndværkerforening Peter E. Nielsen vi mødte et par timer før julemarkedet lukkede ned for i år.

- Efter sidste års 7.000 besøgende, havde vi i år en målsætning på 12.000 besøgende. Vi er glade for at kunne sige, det nåede vi og mere til, idet vi ender på omkring 13.000 besøgende de 5 weekender, siger Peter E. Nielsen.

Vejret har været udfordrende i år, men resultatet af de 15 dage har været meget positivt.

Der har været et bredt udsnit af udstillere med mange forskellige produkter. Ved nogle af hytterne har der været udskiftning undervejs i forløbet.

- Udstillerne har generelt haft god omsætning, men der har været forskel på hvilke dage standene har haft et godt salg. Handelstandsforeningen har selv haft to stande, som er gået godt. En med unika julepynt og en sildebod, fortæller Peter E. Nielsen og fortæller end videre, at foruden foreningens egen julemarkedside på nettet, skal man næste gang ud og reklamere mere for udstillerne på markedet.

Julemarkedet har haft live underholdning i teltet på alle åbningsdage og det har givet den specielle julestemning over hele pladsen.

- Markedet har også haft stor indflydelse på dagligvarehandlen i Aalbæk by. Mange gæster kommer langvejs fra og skulle lige se, hvad byen byder på af butikker, udtaler Peter E. Nielsen.

I Aalbæk gl Kros hytte traf vi ejeren af kroen, Ulla Mosich. Det er kroens have der bruges i forbindelse med markedet.

- Det er rigtig gode weekender for både kroen og byen, og for alle dem, der deltager i markedet. Det er en god måde at få præsenteret Aalbæk på og vise, hvad byen kan byde på. Der kommer gæster langvejs fra, fortæller Ulla Mosich og fortsætter:

- November og december er normalt stille måneder rent belægningsmæssigt, men tiltaget med markedet har givet flere gæster., der booker sig ind på kroen. De samme gæster tager også tid til at besøge andre områder heroppe.

Arrangementer på kroen i forbindelse med markedet har også tiltrukket gæster, som har nydt at opleve julestemningen indenfor, med udsigt til julemarkedet.

- Gæsterne roser vores julemarked og synes det er hyggeligt, siger Ulla Mosich og slutter med ordene:

- Det er flot at så lille en by, kan stable sådan et arrangement på benene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...