Jul i Juni indledte lørdagen med morgensang kl. 04.00 på Palmestranden i forbindelse med coast2coast

FREDERIKSHAVN: Fredag aften var der dækket op til julefrokost med sild, snap - og hvad dertil hører - og til slut risalamande.

Og næppe var lørdagen blevet til dag før de igen havde redt skægget igennem og stod klar med morgensprukken røst til I østen stiger solen op.

Det gjorde den nemlig, da de første af deltagerne i det ikoniske løb coast2coast fra Skallerup til Frederikshavn begyndte at ankomme til Palmestranden.

Siden gik turen via morgenbordet til Kirkepladsen, hvor Jul i juni officielt blev åbnet af Japans autoriserede julemand - Shuko Yamamoto, der havde taget den lange flyvetur fra Japan til Frederikshavn. Også borgmester Birgit Hansen hjalp til med at få åbnet for juniballet.

Sammen med byens julemand Santa Julle og 16 norske nisser, en svensk tomtemor, 40 danske julemænd og ikke at forglemme nissemødre nisser, var rammen for det allerbedste juni-jule-træf i Frederikshavn til stede.

- Og næppe var ballet åbnet før byens julemand Santa Julle alias Kjeld Rye førte an for årets flotte parade med masser af jul, fra Kirkepladsen til Fisketorvet.

Byens højttalere genlyd dagen igennem af skønne julerigtige slagere, så selv om der netop i disse dage er seks måneder til det virkelige slags skal slås, så var det nu alligevel et skønt genhør - og så helt uden halstørklæde, muffer og ørevarmere.

Kl. 12 var der gratis risengrød og de 400 portioner fik hurtigt ben at gå på.

Byen var spækket med ikke mindst børnefamilier, som selvfølgelig lige skulle have dette midtvejs træf med på denne smukke junidag.

Hen på dagen rykkede hele julemandsholdet til Palmestranden, hvor de blandt andet konkurrerede i skiløb, og fik sig årets junibad.

- Julebadet må vente lidt endnu, lød det fra hestekanen det efterfulgt af et HO HO HO fra Santa Julle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...