Møllecentret vokser til efteråret

FREDERIKSHAVN: Jem og Fix åbner til efteråret i helt nye lokaler på Hjørringvej i Frederikshavn.

Adm. direktør Claus Petersen, Jem og Fix, siger, at det bliver en forretning med samme koncept og sortiment som hidtil, bare i større format.

- Vi får som det tredje sted i landet en butik med drive-in varegård. Den bliver på 2000 kvadratmeter og butikken på omkring 1200 kvadratmeter.

Jem og Fix har i mange år haft butik i en del af Fladstrandcentret lidt længere mod vest.

Det er lokaler, som er meget anderledes end vore andre butikker, siger han og lover kunderne en bedre butiksoplevelse og personalet et bedre arbejdsmiljø.

Den ny butik får som den gamle indkørsel fra Hjørringvej.

Jem og Fix kommer til delvis at udfylde et åbent hul mellem forretningsfacaderne ud mod Hjørringvej. Hullet opstod, da området umiddelbart vest for McDonald’s sidste år blev ryddet for bebyggelse. Fire ældre enfamiliehuse og et autoværksted blev revet ned.

Ejendomsinvestoren Troels Veiby ejede i forvejen nogle af husene og opkøbte de øvrige, herunder også en tilstødende forretningsejendom på Grønlandsvej 10. Den har tidligere huset en bilforretning og senest VVS firmaet Aqua Service. Hele området er på 16.500 kvadratmeter.

Byggemarkedet bliver - i lighed med naboen, Møllecenteret, som Troels Veiby også ejer - opført i gule mursten.

- Vi vil gerne lave et pænt byggeri, siger han.

Ejendommen på Grønlandsvej 10 er blevet totalrenoveret.

Her rykker Super Dæk Service ind i meget større lokaler om kort tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...