Mike Grey er tilbage i ishockeysporten som assistent for U-18 landsholdet, og han har taget vindermentaliteten med sig

Af Jesper Larsen

FREDERIKSHAVN: Der er kun én 23”. Sådan lød det intense råb i en årrække fra tilskuerpladserne, når Frederikshavn White Hawks spillede sine hjemmekampe, og tallet refererede til holdets kaptajn, Mike Grey, der bar dette nummer på sin trøje.

Man kan ikke tale om ishockey i Frederikshavn uden også at nævne Mike Grey.

I 20 år var han én af Danmarks mest markante ishockeyskikkelser, og rundt omkring i landets hockeyhaller var det udbredt, at man havde en holdning til Mike Grey.

På hjemmebanen var han elsket og respekteret for sine fighteregenskaber, sin målnæse og sin indædte vindermentalitet.

På udebane det modsatte for det samme. Kort sagt.

I nogle år har han været væk fra det kraftigste rampelys, og sporten har fyldt stadig mindre i hans liv.

Men nu er Grey tilbage i dansk ishockey. Ikke i Frederikshavn White Hawks eller hos samarbejdspartneren FIK, men på allerhøjeste plan.

Mike Grey har sagt ja til at være en del af trænerstaben hos U-18 landsholdet.

Han fik tilbuddet af tidligere White Hawks-træner og nuværende U-18 landstræner, Olaf Eller, og det var for spændende til at lade ligge:

- Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være træner igen. Men jeg fik en opringning fra Olaf Eller, der var ved at sammensætte et trænerteam, og han spurgte, om jeg ville være med.

- Der var flere ting, der skulle gå op i en højere enhed først. Jeg havde en familie og et arbejde at tage hensyn til, men da det først var løst, var jeg ikke i tvivl.

- Jeg var simpelthen bange for, at jeg ville komme til at fortryde det, hvis jeg sagde nej.

I dag ses det sjældent, at en spiller kun optræder i én klub. Men det var tilfældet for Mike Grey.

864 kampe i Danmarks bedste ishockeyliga blev det til. Alle var altså for Frederikshavn White Hawks, og de kastede 483 point af sig.

Læg hertil 8 VM-turneringer og yderligere 15 point. Mike Grey har med andre ord et bjerg af erfaring at øse af, og det kommer nu danske talenter til gode.

- Jeg har den fordel, at jeg har prøvet noget på min egen krop. Jeg har været alle de år i ligaen, og jeg kan se, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre i bestemte situationer.

- Jeg ved for eksempel noget om at komme til en VM-turnering. Det er ikke det samme som at spille to kampe i weekenden, som også kan være hårdt.

- Der er en helt anderledes fysisk og mental forberedelse, man skal have foretaget sig, og hvis man ikke er klar i hele den uge, turneringen foregår, så rykker man ikke op. Jeg hader i øvrigt det udtryk. At man ikke er klar.

- Hvad bilder man sig ind ikke at være klar? Når man spiller en kamp for det danske landshold, så har man bare at være klar. Man ved kampen går i gang klokken 19.00, og det vidste man også i går.

Som i al anden sport handler ishockey i sidste ende om at vinde.

Sejre kræver en indsats, og det ved Mike Grey om nogen.

- Jeg er selv kommet frem på min fight. Jeg var måske ikke det mest åbenlyse talent, og jeg fik heller ikke spillet et hav af ungdomslandskampe, men jeg har en stærk vindermentalitet.

- Jeg hader at tabe, og det gør jeg den dag i dag. Min kone skælder mig stadig ud, når jeg ikke kan lade børnene vinde i ludo. Jeg er godt nok blevet rundere med årene, men jeg synes, det er vigtigt at lære dem, hvordan man taber.

Legenden. Koryfæet. Kultspilleren. Man kan sætte mange mærkater på Mike Grey, og det er der også blevet gjort.

Når Frederikshavn White Hawks spiller sine hjemmekampe i Nordjyske Bank Arena fremgår Greys ishockeyhistorie med al tydelighed.

Trøjen med nummeret 23 hænger i loftet som det endegyldige bevis for hans respekterede indsats.

Der har været mange store stunder på isen, men Mike Grey husker også tilbage på sin tid som assistenttræner for byens ishockeyhold. Og det gør ham stadig trist.

- Der var jo tale om en fyring af mig og cheftræner Juha Riihijärvi, og måden, det foregik på, gør mig stadig ked af det.

- Når man er i det job, så kender man betingelserne. Det er hård business, så det knækkede mig ikke, og jeg tænkte heller ikke, at det er en sport, jeg skal væk fra.

- Jeg var jo stadig engageret i FIK som træner for 1. divisions-holdet og U20-holdet. Men jeg synes stadig, at afskeden var trist. Det er ikke nogen hemmelighed.

Men det er heldigvis de positive minder, der dominerer hos ”23”, og når man spørger ind til, hvad han især vil huske ishockeyen for, så er han klar i mælet.

- Jeg synes, ungdomsårene i FIK var betydningsfulde, for det var her de gode bekendtskaber blev skabt.

- Det er stort at have spillet sammen med nogle af sine allerbedste kammerater, og for mange af dem gælder det, at vi stadig ses sammen med vores familier.

- De relationer er vigtige, og jeg ønsker, mine børn vil kunne opleve det samme.

Nå ja, så er der selvfølgelig det med resultaterne. Dem er det også værd at huske tilbage på. Mike Grey har ikke svært ved at sætte ord på de største, som han har været en del af.

- 30. marts 2000. Vi blev Danmarksmestre, og hårene rejser sig stadig på kroppen af mig, når jeg taler om det. Vi var så mange frederikshavnere, der havde spillet sammen i så mange år på det samme hold, og så havde vi nogle udenlandske profiler som Ilya Dubkov, Sergej Senins, Johan Westermark, Karel Smid og Radim Piroutek.

- Året forinden følte vi jo, at vi blev snydt af Rødovre, da de slog os i finalen.

- Men vi blev stærkere af den modgang, og endte altså med at vinde året efter.

- Og så var jeg så privilegeret at spille på landsholdet og være med til den rejse, som dansk ishockey stadig er på.

- Det var jo en kæmpe oplevelse at være med til at rykke op i A-gruppen nede i Ungarn, og alle husker jo, hvad der skete året efter, hvor vi slog USA og som det eneste hold tog point fra Canada, der senere blev verdensmester.

- Der er nogle højdere i min karriere, men mesterskabet med kammeraterne slår det hele.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...