46-årige Nagoor Pichchai Imtiyas fra Sri Lanka kom til Frederikshavn for et år siden, da hans kone fik job som læge på Regionssygehuset i Hjørring. Så han havde brug for at skabe et job til sig selv.

- I Sri Lanka har vi familie, der ejer en teplantage, så det var nærliggende at handle med te. Forsyningskæden var på plads, men jeg kendte ikke det danske marked, og derfor havde jeg brug for rådgivning, forklarer Nagoor Pichchai Imtiyas.

Efter rådgivningsforløb er han nu klar til at starte egen virksomhed med import af te fra Sri Lanka.

Nagoor Pichchai Imtiyas forlod et job som social- og misbrugskonsulent i Sri Lanka for at flytte med familien til Danmark.

Familien består af forældrene og tre børn, som i dag er 10, ni og otte år. I første omgang tog Imtiyas sig af børnene, mens hustruen gik på sprogskole og kvalificerede sig til dansk autorisation som læge.

Nu går børnene på Bangsbostrand Skole, hvor de trives rigtig godt, og det giver Nagoor Imtiyas tid til at forfølge sin drøm om at skabe sin egen vIrksomhed.

- Jeg vil frem for alt kunne klare mig selv og være uafhængig. Derfor ønsker jeg at starte mit eget firma.

Erhvervshus Nords iværksættervejledning har sammen med Frederikshavn Kommune medvirket i et dansk-svensk projekt under Interreg-programmet med det formål at flere integrationsborgere og EU-borgere bliver selvforsørgende ved at starte egen virksomhed, få ansættelse eller begynde på en uddannelse.

Sidsel Schmidt Andersen, Erhvervshus Nord, har gennem sine møder med Nagoor Imtiyas givet ham viden om den danske detailhandel, salgskanaler, markedsføring m.v., så han er klædt på til at starte som selvstændig.

- Der er mange ting at forholde sig til som iværksætter, men der er endnu flere udfordringer, når man ikke kender dansk forretningskultur, oplever sprogbarrierer og savner et netværk i sin branche. Men det aktuelle projekt viser, at det faktisk kan lade sig gøre med den rette vejledning,siger Sidsel Schmidt Andersen.

Familien Imtiyas er faldet godt til i Frederikshavn. Børnene har fået danske venner, og Nagoor Imtiyas bruger en del af sin tid som frivillig i Venligboerne. Det ligger så dybt i ham at udføre socialt arbejde, at han straks slog til, da der var behov for en indsats i genbrugsbutikken. Nu venter han blot på, at forholdene normaliseres igen efter corona-krisen – så skal der handles te.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...