Frederikshavn og Læsø kommuner er på et meget højt niveau når det handler om iværksætteri

FREDERIKSHAVN: I forhold til, hvor mange lønmodtagere der er i Frederikshavn og Læsø kommuner, så er der rigtig mange iværksættere.

Faktisk så mange, at det er de to kommuner uden for hovedstadsområdet hvor der er allerflest (de to kommuner er i analysen regnet som én, red.).

Således er der i de to kommuner 7,2 procent iværksættere i forhold til lønmodtagere, og det er altså kun omkring hovedstaden, man kan præstere samme niveau.

De tal stammer fra Danmarks Statistik, og omfatter alle registrerede iværksættere. Analysen, som Ledernes Hovedorganisation står bag, omhandler iværksættere, der har overlevet i fem år.

Virksomhederne i analysen er stiftet i perioden 2007-2012 og var stadig i live fem år efter (2012 til 2017, hvor de nyeste tal er fra, red.)

I kølvandet på lukninger

Den statistik overrasker ikke Niels Bay Christensen, der er erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

- Jeg er ikke overrasket over den analyse, næsten tværtimod. For vi har en meget entreprenant kultur her, og det kommer til udtryk mange steder. Hvis man for eksempel kigger lidt historisk på det, og tager værftslukningen i 1999, så kan sådan en sag jo knække enhver by. Men vi kom op igen, og mange små virksomheder startede i kølvandet på den lukning. Eksempelvis Vestergaard Marine Service, Scanel og Victor. Alle tre virksomheder med mange ansatte i dag, siger han.

Og senere lukkede MAN deres motorproduktion, Martin lukkede også produktionen, men igen startede mange nye virksomheder i det kølvand.

- Min påstand er altså, at vi har et dna heroppe, som indeholder et entreprenørskab, supplerer erhvervsdirektøren.

Det næste Lego

Det er altså Ledernes Hovedorganisation, der har analyseret sig frem til de mange iværksættere per lønmodtager i Frederikshavn og Læsø kommuner. De organiserer 127.000 medlemmer, hvoraf de cirka 10.000 er iværksættere.

- Derfor er vi stærkt fokuseret på, hvordan vi understøtter iværksættermiljøet herhjemme. I vores øjne er vi bagefter på point i Danmark, så vi har brug for at flere bliver opmærksomme på muligheden for iværksætteri. Blandt andet i uddannelsessystemet, hvor det nu indgår som en del af erhvervsuddannelserne, siger Henrik Bach Mortensen, som er direktør i Ledernes Hovedorganisation. De bruger altså undersøgelser som denne til dels at blive klogere, og dels også at understørre deres politiske interesser.

- Det er vigtigt med iværksættere, da de jo skaber nye virksomheder og dynamik i økonomien. Og jo bedre en kultur vi får herhjemme for iværksætteri, så større er chancen for at det næste Lego, Danfoss eller noget tredje dukker op. Ingen ved jo på forhånd hvad der hitter, men for at være sikre på succeser, er det vigtigt at mange bliver tilskyndet til at prøve, mener Henrik Bach Mortensen.

Han tror, ligesom Niels Bay Christensen, at det høje procentvise tal iværksættere heroppe skyldes en stor iværksætterånd og meget gå-på-mod.

Alle mulige vil i gang

Og hvem er de så, alle disse iværksættere i kommunen? Det giver Niels Bay Christensen et bud på.

- Det er alle mulige mennesker, både højt uddannede, faglærte og nogen uden uddannelse. Andre med en erhvervsuddannelse - dem ser vi mange af. Og fælles for alle er, at de har en tanke om at starte en virksomhed, og har denne drivkraft i sig.

Erhvervshus Nord har en årelang iværksætter-rådgivning bag sig, og sidste år alene holdt man omkring 150 iværksættersamtaler.

- Det er et højt tal, som faktisk er steget støt gennem mange år. Det dækker over personer, der kommer og vil høre om, hvordan man bliver selvstændig. Så hjælper vi dem i gang - eller til en anden afklaring, for det er jo ikke alle, der lige er klar til at starte noget helt nyt op fra bunden, forklarer Niels Bay Christensen.

En anden forklaring på de mange iværksættere er i følge erhvervsdirektøren samspillet med det private område.

- Vi henviser jo for eksempel nogle af dem, der begynder deres drøm med at besøge os, til revisorer og banker. De sender så til gengæld folk med iværksætterdrømme den anden vej også. Det er faktisk ikke fordi vi gør noget ekstraordinært - det virker som om, at folk kommer af sig selv. Det hænger nok sammen med det entreprenørskab, jeg nævnte tidligere - som jeg i øvrigt er meget fascineret af - der er ikke langt fra tanke til handling heroppe. Måske fordi vi historisk set ikke er et rigt område. Man har været vant til at skulle arbejde for føden, og det kan have en betydning, runder Niels Bay Christensen af.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...