Amalie Borup kom på podiet i ISU konkurrence RIG 2020 i Reykjavik

FREDERIKSHAVN: 24.-26. januar deltog FSF’s tre mesterskabsløbere, Camilla Poulsen, Amalie Borup og Nikolaj Mølgaard Pedersen, i den internationale ISU konkurrence RIG 2020 i Reykjavik.

Konkurrencen var ment som en forberedelse til The Nordics og Nordics Open 2020 i Stavanger, som de tre dygtige skøjteløbere efter udtagelse af Dansk Skøjte Union netop har deltaget i i den forgangne weekend.

I konkurrencen i Reykjavik og til The Nordics i Stavanger stillede Camilla Poulsen op i Novice rækken, som faktisk er en aldersgruppe højere, end den hun normalt skøjter i herhjemme.

Camilla opnåede i Reykjavik 65,55 point, hvilket rakte til en placering som nummer syv i rækken med ni piger, og i Stavanger blev det til 67,88 point og en placering som nr. 18 ud af de 20 piger i rækken.

I Stavanger var der i Novice rækken udelukkende deltagere fra de nordiske lande, mens både junior- og seniorrækken var åben for deltagere fra andre lande.

Nikolaj Mølgaard Pedersen var desværre den eneste deltager i Senior Herrer ved konkurrencen i Reykjavik, men for Nikolajs vedkommende var det primære mål også at få noget mere konkurrencetræning, efter at han først i december måned begyndte at skøjte konkurrencer igen efter hans skade tilbage i februar sidste år.

Nikolaj opnåede 112,23 point i Reykjavik.

Ved Nordics Open i Stavanger gik det noget bedre, da Nikolaj med to flotte programmer opnåede personlig rekord med 132,82 point og en samlet 6. plads i rækken med syv meget stærke senior herrer, heriblandt Deniss Vasilejvs, der netop er blevet nummer seks til EM.

I Reykjavik vandt Amalie Borup i Junior Damer en bronzemedalje, efter at hun havde sat personlig rekord i det lange program med 77,33 point og også sammenlagt med 117,48 point.

I konkurrencen deltog de fleste af de norske og islandske juniorløbere, der også deltog i Nordics Open i Stavanger.

Øverst på podiet kom en pige fra Letland, mens det var en engelsk pige, der tog sig en sølvmedaljen. V

ed Nordics Open blev det til en samlet 10. plads til Amalie ud af de 23 junior damer.

Nordics Open blev vundet af en pige fra Italien, mens Finland tog sig af de øvrige podiepladser.

Ved ESK Cup i Esbjerg den 1. februar deltog 12 skøjteløbere fra FSF samt en gæsteløber fra Island, og de 13 løbere vendte hjem med ikke færre end otte medaljer.

Det særlige ved konkurrencen var, at den var for både Funskate-løbere og konkurrence- og mesterskabsløbere, og at de løbere, der normalt deltager i Funskate-konkurrencer og i begynderkonkurrencer, kunne prøve at blive bedømt efter IJS-systemet, som er det dommersystem, der bliver brugt ved alle de store konkurrencer, og som alle konkurrence- og mesterskabsløbere er vant til at blive bedømt udfra.

For fem af FSF’s piger, seks-årige Augusta Hagen Dam, syv-årige Alberte Høeg Østergaard, otte-årige Freja Lund Kirkelund, ni-årige Mynthe Hansen Højbjerre og ni-årige Caroline Hagen Dam, var det således første gang, at de ligesom deres andre klubkammerater skulle prøve at sidde og vente i spænding på deres point i Kiss-and-Cry sofaen.

I den yngste række FunChicks for piger og drenge op til otte år blev det til en flot 4. plads til Augusta Hagen Dam med 10,57 point og lige bagefter på en flot 5. plads kom Alberte Høeg Østergaard med 10,24 point. Begge piger løb nogle rigtig fine programmer med masser af charmerende smil til både publikum og dommere.

I FunCubs vandt Freja Lund Kirkelund en overbevisende guldmedalje med 14,62 point og et forspring på næsten tre point ned til nummer to i rækken. Freja, der ikke har skøjtet i mere end et års tid, fortsætter på imponerende vis med at vise stor fremgang til både træning og konkurrencer.

I FunBasic blev det til en flot bronzemedalje til Mynthe Hansen Højbjerre, der opnåede 12,45 point for sit fine program med blandt andet flotte piruetter og en god udstråling.

Caroline Hagen Dam er netop rykket op fra Funskate-løber til konkurrenceløber og skulle således for første gang deltage i konkurrencerækken for Cubs-løbere. Caroline gjorde det rigtig flot og opnåede 12,12 point og dermed en 10. plads for sit fine program med både flotte enkeltspring og ståpiruetter.

I samme række vandt ni-årige Sara Maya Pruteanu en sølvmedalje med 17,80 point efter at løbet et program, hvor hun specielt fik flotte point for sine skating skills og sin performance.

Det blev i Cubs-rækken også til en 5. plads til ti-årige Alma Sally Nielsen med 15,50 point og en 6. plads til otte-årige Astrid Møller Carlsen med 15,12 point.

I konkurrencerækken for Chicks-løbere deltog Matilde Maysfelt og Maja Gosvig Valeur, der begge er otte år.

Matilde løb et meget flot og sikkert program og vandt med 14,65 point guldmedaljen foran klubkammeraten Maja med 14,24 point.

For Matilde var der tale om en personlig rekord.

14-årige Stephanie Wennerwald vandt en sølvmedalje i Novice K1. Stephanie løb et rigtig flot program og landede blandt andet en ren dobbelt Salchow og opnåede 22,48 point ved dommerne.

I mesterskabsrækken for Cubs-løbere deltog 10-årige Indiana Omarsdottir fra Island, som har været gæsteløber i FSF. Indiana vandt en flot bronzemedalje med 22,65 point.

I mesterskabsrækken for Debs-løbere deltog 13-årige Camilla Poulsen. Camilla havde høj sværhedsgrad med blandt forsøg på dobbelt Axel samt tripplespring i sine to programmer. Springene lykkedes desværre ikke helt, men med god kvalitet i resten af programmet opnåede Camilla 68,16 point og kunne dermed stille sig øverst på podiet.

Nu er der lidt ro på for skøjteløberene fra Frederikshavn Skøjteforening, inden klubben den 13.-15. marts er værter for Danmarks største konkurrence - DSU’s Friløbskonkurrence.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...