God sæson for Frederikshavn Sæby Autosport

2018 har været en god sæson for Frederikshavn Sæby Autosports medlemmer, og her blev det til syv podiepladser i Danmarksmesterskabet i to offroad discipliner i Rallycross og Crosskart.

Klubbens medlemmer har sæsonen igennem været flot repræsenteret både nationalt og internationalt. Så da det blev muligt for klubben at afvikle et internationalt løb på lokal grund, slog bestyrelsen til.

Det betød, at klubben først skulle igennem de nødvendige kontroller for at kunne afvikle et internationalt løb med succes.

Crosskart til Vendsyssel

North European Zone (NEZ) Mesterskabet i crosskart bliver i år afviklet over fire afdelinger i henholdsvis Letland, Danmark, Sverige og Finland, medlemmerne i NEZ er: Hviderusland, Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige.

Crosskart er en stærkt voksende del af offroad-sporten, både nationalt og internationalt.

Crosskart er delt op i seks forskellige klasser, nemlig Mini, 85 ccm, 125 ccm, 250 ccm, 650 ccm samt Xtreme.

Alle seks klasser vil være repræsenteret ved løbet på Ørnedalsbanen den 15.-16. juni i år.

Klubben er stolt af at kunne afholde et internationalt løb på Ørnedalen, for sådan et løb vil generere masser af positiv omtale til lokalområdet.

Frederikshavn Sæby Autosport sætter stor pris på de mange frivillige, som bruger deres fritid på at gøre det muligt at afholde løbet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...