KOMMUNEN: Knivholts bestyrelse har valgt at følge Frederikshavn kommunes anbefaling om at aflyse alle arrangementer resten af året, ”for at være med til at bryde smittekæder”.

Konsekvensen er desværre at Jul på Knivholt aflyses i år.

- Det at vi ikke kan lave ”jul på Knivholt” som det hyggelige og traditionsrige marked med flere tusind besøgende som det plejer at være, har klart også haft stor betydning for vores beslutning.

- Selv om tallene for antal smittede i vores kommune nu igen er på vej nedad ser vi det som mest fornuftigt at tage denne beslutning, da der normalt er både udstillere og gæster fra mange steder i landet på vores julemarked.

- Vi forventer at komme stærkt tilbage igen og afholde det traditionsrige julemarked ”Jul på Knivholt 2021” 4. og 5. december 2021 som traditionerne er, siger Kenneth Bergen, formand for Knivholts bestyrelse.

Der bliver dog mulighed for at hente lidt julestemning på Knivholt i weekenderne op til jul, da Frederikshavn Y’s Mens Club traditionen tro vil holde åbent så man kan købe sit juletræ på Knivholt, og på den måde støtte et godt formål.

- Det er 38 år siden Frederikshavn Y’s Mens Club begyndte at sælge juletræer på Knivholt Hovedgaard.

- Den tradition er vi glade for, at vi stadig kan holde fast i, nu vi er nødsaget til at aflyse det store julemarked i år, siger Ulrik Bang, bestyrer på Knivholt Hovedgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...