FREDERIKSHAVN: At klatre i træer, lave bål og samle på regnorme og snegle... det er da noget alle børn gør... eller er det?

Når Friluftsrådet via en undersøgelse oplyser at hver 3. barn i Danmark mellem 2 og 15 år aldrig har rørt ved et dyr, og at de er helt fremmede for, hvad der sker og findes i naturen i vores nærområder – så vil Skovbørnehaven i Frederikshavn være med til at løfte opgaven og ændre på den statistik.

”I Skovbørnehaven bygger vi huler i naturen, røre ved dyr og klatre i træer….og har det regnet benytter vi også chancen for at hoppe i vandpytter” fortæller Per Toft-Jensen, afdelingsleder for både Skovbørnehaven samt Børnehuset Bangsbo. ”Sammen med naturvejleder Bo Storm har Jette og Laila, personalet i Skovbørnehaven, desuden også et forløb i gang, hvor vi laver insekthotel samt finder, indsamler og rører ved bl.a. snegle og orme” fortæller Per videre. ”Børnene går op i det med liv og sjæl, og begejstringen er stor når de for eksempel for første gang tør at holde regnorme i hænderne, eller har været med til at lave mad over bål. Vi kommer alle – både børn og voksne – hver dag hjem med mindeværdige oplevelser i rygsækken”

Projekterne som Skovbørnehaven har kørende i øjeblikket er alle en del af Friluftsrådets Naturaktivitets-kanon, som blev præsenteret på Naturmødet i Hirtshals tidligere på året. Via en afstemning blev 12 følgende naturaktiviteter tilføjet kanonlisten:

At være med til at lave bål

Være i naturen uden voksne

Finde ro i naturen

Opleve naturen året rundt

Bygge en hule

Opleve naturen om natten

Holde et dyr i hænderne

Afprøve grænser i naturen

Klatre i træer

Smage på naturen

Lære om natur og miljø

Hoppe i vandpytter

Skovbørnehaven har meldt sig ind i ”grønne spirer”, som er Friluftsrådets grønne mærkningsordning. Det kommer til at betyde endnu flere ”grønne” oplevelser for alle i Skovbørnehaven.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...