Forrige weekend, hørte Maibritt Pedersen om en god ide. I andre byer, blev der oprettet Facebook grupper, hvor man tilbød sin hjælp til andre borgere, som var forhindret i at forlade hjemmet p.g.a faren for at blive smittet af Corona virus.

Maibritt oprettede en lignende Facebookgruppe i Frederikshavn og opfordrede borgerne til at tilbyde deres hjælp, eller til at melde sig, hvis man havde brug for hjælp til fx at lufte hund, hente take-away, handle ind eller hente medicin på apoteket.

Og interessen var overvældende. Facebookgruppen har efter en uge fået næsten 1.000 medlemmer.

- Lige nu er der stor tilstrømning til gruppen og især efter omtalen i Nordjyske. Det er overvejende medlemmer, der tilbyder deres hjælp i forskellige områder af byen, og vi har da også fået de første henvendelser om brug for hjælp. Vi skal nu finde ud af, hvordan vi når ud til dem, der har brug for hjælpen, og som måske ikke er på Facebook.

- Jeg har fået en aftale med en visitations-sygeplejerske, der har fået et kort med mit telefonnummer, som sygeplejerskerne kan dele til dem der har et behov. Og ellers opfordrer vi medlemmerne i gruppen til at være opmærksom i deres eget nærområde.

Bor der en ældre på vejen eller i opgangen, som man ved bor alene, kan man henvende sig direkte eller måske aflevere en besked i postkassen. På min egen vej har jeg afleveret et kort i postkassen hos dem jeg ved der bor alene.

Har man familiemedlemmer der ikke selv er på Facebook men mangler hjælp, kan man hjælpe med at etablere den første kontakt til gruppen. Der kan også være ensomme, som bare har brug for en snak over telefonen, fordi de er utrygge.

Og vi prioriterer selvfølgelig sikkerheden højt. Vi holder afstand, vasker hænder og spritter efter alle foreskrifter. Er man det mindste forkølet eller hoster, opfordrer vi også alle hjælpere til at holde sig hjemme fortæller Maibritt.

I en udtalelse til Nordjyske, bakker borgmester Birgit Hansen op om initiativet.

- Det er en glæde i denne kritiske tid at opleve, hvor mange der stiller op og tilbyder sin hjælp. Jeg tager det op i den kommunale krisestab, hvordan kommunen kan spille sammen med de mange frivillige, der tilbyder hjælp. Det kan være formidling af tilbud om hjælp, udbredelse af budskabet og eventuelt noget koordinering, siger Birgit Hansen.

Hvordan får man hjælp?

I praksis fungerer kontakten, ved at man enten laver et opslag i Facebook gruppen som hedder ”I Frederikshavn hjælper vi hinanden”, hvor man gør opmærksom på hvilken type hjælp man ønsker. Er man ikke på Facebook, kan man kontakte mig på min mailadresse: maibritt07@gmail.com. Så vil jeg formidle kontakten til de medlemmer i gruppen, som bor i nærheden.

Jeg har hjemmearbejdsplads i øjeblikket og kan derfor sagtens stå for koordineringen, men det er svært at vurdere omfanget. Bliver der rigtig travlt, vil jeg nok bede et par medlemmer i gruppen om at hjælpe til siger Maibritt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...