Bænken var for høj til korte ben - så kom der da bare endnu en - og med lavere siddehøjde

ELLING: Det er kun et par måneder siden Ellingborgerne var med til at indvie byens nye vartegn - Globussen.

Den er som bekendt placeret ved indkørslen til Elling - og på det areal, der i folkemunde i dag kaldes for Meyers Plads.

Tirsdag aften var der så en spontan hyldest til ”Meyers Plads” og de praktiske bænke, der er stillet op ved den store globus ud mod Skagensvej.

Et hold motionscyklister fra Lendum og Frederikshavn havde sat Egon Svendsen stævne på pladsen.

Anledningen var den, at en af de friske motionister havde for korte ben til at kunne nå jorden, når hun sad på den bænk der i første omgang var sat op på stedet.

Hun havde ladet en bemærkning falde til Egon Svendsen om, at bænken var for høj til at det var behageligt at holde hvil der. Det kunne Egon Svendsen ikke sidde overhørig, så han fremstillede straks yderligere en bænk – samme design, men med noget lavere siddehøjde.

Det blev motionsholdet så begejstret for, at de tirsdag aften havde medbragt champagne og kransekage, for som de sagde, sådan en imødekommenhed skulle da påskønnes.

Før champagneproppen sprang, blev moder jord – i form af globussen – omfavnet af de friske motionister, der kunne danne en menneskekæde rundt om jorden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...