Som alle andre restauranter, blev Restaurant 2Takt også ramt af tvangslukningen i marts måned. De første par uger kørte restauranten videre med Take Away, men da de endelige regler for lønkompensation blev klare, besluttede man sig for at sende alle mand hjem.

- Vi besluttede os for at vi hellere ville lukke helt fremfor at køre videre. Vi har heldigvis været her i mange år, så vi havde lidt på kistebunden til svære tider.

- I stedet kunne vi for en gang skyld få renoveret i alle kroge. Vi har været her i 9 år og der var steder der aldrig var blevet frisket op. Det fik vi god tid til. De andre gange vi har fået malet, har vi kun haft lukket i fire dage og arbejdet nat og dag, men nu kunne vi virkelig komme i bund. Der er ikke sket de helt store forandringer, men vi har fået lidt friskere farver og frisket et par vægge op med trælameller fortæller Dennis Sommer, som ejer 2Takt sammen med Thomas Suhr Christensen, der regerer i køkkenet.

Thomas har brugt lukketiden i køkkenet til at lave lidt forandringer på menukortet. 2Takt har været kendt for et stort menukort, og det har man nu valgt at skære lidt ned på. ”Vi vil hellere have lidt færre retter og så virkelig kæle for detaljerne. Det betyder ikke at de er fjernet helt fra menukortet, så hvis der er noget man savner, kan det godt komme tilbage igen. Tiderne forandrer sig hele tiden, og i øjeblikket er det bl.a. Tatar og muslinger der er stor efterspørgsel på” fortæller Dennis Sommer.

Restaurant 2Takt har åbent alle ugens syv dage fra kl. 10-24.00, og det kræver en stor bemanding. Restauranten er nu tilbage med fuldt personale - i alt ca. 20 medarbejdere i køkken og restaurant, svarende til ca. 15 fuldtidsstillinger. En overraskende stor arbejdsplads.

- Vores år kører faktisk uden de helt store udsvingninger, dog med juli og december som de travleste. Men januar og februar i år, var de bedste vi havde haft, så vi var sikre på, at det blev vores bedste år. Vi fornemmer dog allerede nu, at der kommer mange danskere og især sjællændere på ferie til Nordjylland. Men vi kommer til at savne svenskerne.

- Vi håber selvfølgelig på fantastisk sommervejr - men temperaturer omkring 22-23 grader passer os bedst. Bliver vejret for godt, kan vi ikke konkurrere med grillen i haven. Det har vi indset, men vi ved, at når der er gået en fire dage med varme, så kommer gæsterne tilbage igen. Vi er sikker på at det bliver en rigtig god sommer for byens restauranter fortæller en optimistisk Dennis Sommer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...