Evan Jasper (til højre) lukkede kampen med scoringen til 2-0 to minutter før tid. Arkivfoto: Lars Pauli

White Hawks i gang med perfekt sæsonstart - klar til Rungsted i aften

FREDERIKSHAVN: TO kampe og to sejre - den ene godt nok efter overtid - det er facit for Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen inden det går løs på hjemlig is i aften med Rungsted.

For selv om Høgene hang lidt i bremsen i optaktskampene, så har de haft en kanonstart på sæsonen.

Først fik Herning Blue Fox, der af mange anses som en alvorlig bejler til at overtage mesterskaber efter Aalborg Pirates, tæsk, da de tabte i overtiden.

Og tirsdag aften blev det til en sejr på 2-0 ude over Odense Bulldogs.

Det var en kamp, som Frederikshavns offensiv dominerede.

Frederikshavn kunne tage føringen i starten af tredje periode på mål af Simon Grønvaldt.

Med to minutter igen valgte Odense at tage keeperen ud, men det blev de hurtigt straffet for.

Canadiske Evan Jasper scorede i det tomme mål og sikrede for Frederikshavn White Hawks, der samtidig kunne glæde sig over, at den nye keeper, Tadeas Galansky, kunne noteres for sæsonens første clean sheet.

Rungsted, som Høgene møder i aften, har også kickstartet sæsonen med to sejre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...