Ny bog om historien bag frederikshavnske navne

FREDERIKSHAVN: ”Vidt omkring på Hjørringvej – før og nu”.

Det er titlen på endnu en bog om de frederikshavnske gader og veje, som netop er udgivet af Peter Bandholm og Erik S. Christensen.

Det er den femte bog om historierne bag navnet, og når forfatterne denne gang skriver ”vidt omkring”, så skyldes det alene, at Hjørringvej gennem århundreder har haft en meget snørklet linieføring før den for godt 150 år siden blev til den vej, som vi kender i dag.

Når de mere almindelige beboere i Fladstrand og de nærliggende sogne en sjælden gang skulle til amtets hovedby, var det ad veje, som de kendte og, som førte fra kirke til kirke – fra herregård til herregård.

Med den nye bog har de to forfattere, der begge er indfødte frederikshavnere, forsøgt at gå på opdagelse og genopdagelse i beboernes fodspor fra Fladstrand-Frederikshavn mod vest op over Ravnshøj og Katsig bakker med de afstikkere, der den gang var helt naturlige for den lange rejse til Hjørring – afstikkere, der mange gange gik over Elling kirke og sogn, op over Flade bakker med Flade kirke som pejlemærke til Knivholt hovedgård og derfra videre mod vest.

Dette historiske tilbageblik fører så helt naturligt frem til den udvikling, der har skabt det store industri- og butiksområde fra Knivholt mark ned til Nørregade med flyvepladsens historie som udgangspunkt, tyskernes mellemlandinger under besættelsen for optankning før den videre tur til Norge frem til de tre store flygtningelejre, der blev opbygget i området i 1945. Her blev over 11.000 tyske flygtninge ”opbevaret” under kummerlige forhold. Først i 1949 forlod den sidste tyske flygtning Frederikshavn.

Erik Christensen har som arkivar på Bangsbo Museum samlet flere beretninger skrevet af flygtninge, som gennem årene har besøgt Frederikshavn. Det er barske oplevelser, som i korte uddrag er taget med i bogen.

De ”forfløjne” brødrene Perch, der havde hovedkvarter på Knivholt flyveplads er naturligvis også med, ligesom der er et afsnit om det store flyvestævne med luftakrobatik i forbindelse med Frederikshavns 150 års købstadsjubilæum. Her så flere tusinde tilskuere, at en maskine af ukendte årsager fløj direkte mod jorden. De to piloter i maskinen blev begge dræbt.

Og der fortælles om dampelefanten, der skulle transportere rejsende og varer mellem Frederikshavn og Hjørring. Dampelefanten skulle køre på den nyanlagte vej, men var så tung, at den kørte fast og ødelagde vejen som ”forløber” for den senere anlagte jernbane mellem de to byer.

Den senere så berømte levemand Marquis de Sade er også med i bogen med familiemæssig tilknytning til Frederikshavn. Der fortælles om Den røde kro – en købmandsforretning, der lå på hjørnet af Maigaardsvej og Hjørringvej indtil begyndelsen af 1990erne, da Maigaardscentret blev etableret.

Her boede billedhuggeren Sven Bovin, der havde overtaget bygningen i 1966, da købmanden lukkede, og frem til 1990 skabte kunstneren her mange af de værker, som er opstillet i Frederikshavn og flere andre nordjyske byer.

Politikeren og redaktøren A. C. Swanholm-Christiansen, der har lagt navn til Svanholmsvej, og den næsten ukendte, men højt berømmet kunstner Elisabeth Schou, er blandt mange andre også omtalt, mens et afsnit om Abildgård kirke fortæller den spændende forhistorie om kirkens byggeri.

Bogen præsenteres på Frederikshavn bibliotek på lørdag, men kan allerede nu købes i Frederikshavn Boghandel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...