Parløb mellem Royal Greenland og fredreikshavnerfirmaet Soft & Teknik øger kompetencerne

FREDERIKSHAVN: Skal man arbejde som maskinchef på en moderne fisketrawler, så skal kompetencerne være i orden.

Det ved man hos Royal Greenland, som med en trawler-flåde på 16 skibe og 2 nybygninger på vej, har en lang erfaring med at finde og uddanne de dygtigste folk.

Rederiet medvirker gerne selv i styrkelsen af medarbejderes kompetencer og er ikke bange for at gå nye veje for at udvikle medarbejdernes kompetencer.

Med MARCOD som tovholder, har Royal Greenland og frederikshavnerfirmaet Soft & Teknik lavet et samarbejde med den nyansatte og nyuddannede maskinmester Ole Jensen.

Når Ole Jensen ikke er ude at sejle, så arbejder han i stedet hos Soft & Teknik med en række fastlagte opgaver, som understøtter hans arbejde på trawlerne.

- Jeg har været utrolig heldig, at jeg lige efter min uddannelse er kommet med i denne ordning hos Royal Greenland og Soft & Teknik.

- Det er en meget spændende karrierestart for mig, hvor jeg både kommer ud at sejle og lærer en masse om systemerne om bord - begge dele med gode vejledere til at hjælpe mig, siger Ole Jensen.

Royal Greenland har et stærkt fokus på at udvikle sine unge medarbejdere.

Trawlerne i dag er kæmpe fabrikker, som hver især fisker store værdier op af havet og det er i denne sammenhæng rigtig vigtigt, at kompetenceniveauet hos besætningen er højt.

- Det er rigtig vigtigt for os at understøtte vore kollegaers faglige udvikling. Vi har en helt klar interesse i dette - både i forhold til vores drift om bord på trawlerne, men også som en del af vores sociale ansvar - og begge dele vil vi gerne investere i, siger bemandingschef Mika Heilmann fra Royal Greenland, der til dagligt arbejder med at sikre besætningerne ombord på trawlerne. Hos Soft & Teknik ved man godt, at man udover at drive en sund økonomisk virksomhed også har en social forpligtigelse for at medvirke til uddannelse af unge mennesker.

- Vi vil rigtig gerne være med til at understøtte udviklingen hos unge mennesker og give noget af vores viden videre. Vi uddanner allerede flere lærlinge og er med i MARCODs lærlingeordning, men vil også gerne indgå i nye samarbejdsformer med spændende virksomheder, siger direktør Jens Christian Kristiansen fra Soft & Teknik.

Hos MARCOD er man glad for at dette samarbejde er kommet op at stå.

- Kompetenceudvikling og kvalificeret arbejdskraft er på manges læber i den maritime branche i Nordjylland, så når vi kan hjælpe virksomhederne med at samarbejde på tværs for at få gode fremtidige kandidater, så vil vi meget gerne dette. Det er klyngearbejde, når det er bedst, siger konsulent Peter Møller fra MARCOD.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...