Dans er temaet ved femte udgave af kommunens kulturdage

KOMMUNEN: Kulturdagen Hele Verden i Frederikshavn Kommune er en tradition, som for hvert år slår nye rekorder – både i antallet af aktører og gæster.

I Maskinhallen i Frederikshavn er alle velkomne til opleve fællesskabet på tværs af nationaliteter og kulturer, og der er aktiviteter for alle aldersgrupper på kulturdagen 14. september:

- Dans er glæde, samvær og fællesskab, og det er en aktivitet, alle kan deltage i.

- Det passer perfekt på Hele Verden i Frederikshavn, siger Katalin Fülöp, der er formand for Integrationsrådet i Frederikshavn Kommune, som står bag kulturdagen i Maskinhallen.

Alle nationer og interesserede foreninger kan få en lille stand ved arrangementet, hvor de kan vise deres land eller deres aktivitet frem, og så gælder det ellers bare om at mødes og at hygge sig sammen hele eftermiddagen.

Økonomien er stram i Frederikshavn Kommune, så integrationsrådet vil i den kommende tid kontakte virksomheder, foreninger og organisationer for at bede om sponsorbidrag eller anden støtte til kulturdagen.

- Det er årets vigtigste arrangement for integrationsarbejdet. Det er en dag, som rigtig mange ser frem til, og som får folk til at føle sig godt hjemme. Det håber vi, at mange vil være med til at støtte, forklarer Katalin Fülöp.

En række foreninger og nationer deltager på kulturdagen.

Der er tilsagn om deltagere fra Rumænien, Ungarn, Congo, Thailand, Kurdistan, Afghanistan, Grønland, Myanmar, Sydamerika, Eritrea, Syrien og Polen – og flere er på vej.

Desuden kommer en række foreninger og institutioner, blandt andre Dansk Røde Kors, Venligboerne, AOF Ordskolen og Sprogskolen, Ungdomsskolen, Rådhuscentret, Bangsbo Freja, Strandby Metodistkirke og Frederikshavn Skøjteløberforening. Og borgmester Birgit Hansen holder åbningstalen.

Kulturdagens program er en blanding af dans, musik, sang, uformel snak og smagsprøver på mad og kager fra hele verden.

Arrangørerne arbejder også på at indrette en lille hule med e-sports aktiviteter for unge fra hele verden, og inden programmet er helt færdigt, plejer der at dukke et par overraskelser op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...