NYT LIV: Et nyt område ved lystbådehavnen er både til erhverv og til fritid

STRANDBY: Havnechef Christian Heidemann Andersen viser rundt i det område på Strandby Havn, der har fået navnet ”De røde huse”. Han startede som havnechef i november 2018 og fik kontor sammen med fiskeriforeningen på den nordlige del af havnen ved auktionshallen.

- Men vi vil bygge et rødt hus til os selv, fortæller han og forklarer, at der 28. august blev dannet et nyt selskab: Ejendomsselskabet Strandby Fiskerihavn Aps, der skal eje ejendomme og leje dem ud.

- Vi bygger nyt til foråret og vil selv indtage stueetagen og så leje 1. sal ud til erhverv, siger Christian Heidemann Andersen.

14 grejhuse er lejet ud

Dermed er to af de seks røde erhvervshuse på plads, det samme er de 14 grej/fritidshuse i samme område. De er alle lejet ud, og de sidste af dem er ved at blive opført.

Helt yderst ligger Peter Sørigs kontor. Han ejer renovationsfirmaet Peter Sørig med syv ansatte, er med i Strandby Erhvervsnetværk, og var den første til at opføre det nye røde erhvervshus. Husene er i træ og er inspireret af de gamle huse i fiskelejerne i den svenske og norske skærgård.

- Når vi har kunder på besøg, starter vi altid med at snakke om udsigten, siger Peter Sørig, der har valgt den yderste grund på området.

Han har opført 130 kvadratmeter i to plan og på førstesalen er der et stort bord og køkken. I stueplan er der blandt et åbent kontormiljø, som man træder direkte ind i, og så er der badefaciliteter.

Nyt samlingspunkt

Vi er på besøg i Strandby på en sensommerdag, hvor havnen viser sig fra sin blideste side. Solen skinner og man kan sagtens forestille sig, at det nye rekreative område vil være et samlingspunkt. Der er folk oppe i det nye udkigstårn, som er taget i brug.

I forvejen holder sejlklubben og kajakklubben til her, og står det til Peter Sørig og Christian Heidemann Andersen bliver der også muligt at hoppe i havnen fra en bådebro ud for de røde huse.

- Vi håber på, at der kommer gang i en vinterbaderklub, siger de og forestiller sig, at vinterbaderne også kan få en lille sauna derude på broen.

Legeplads og toilet

Vinterbadeklubben er altså stadig på ønskestadiet, men det er legepladsen midt i det hele ikke. Den bliver etableret

- Og lige ved siden af legepladsen har vi nu opført en helt ny toiletbygning, forklarer de.

Det er Strandby Havn, der ejer området, og man lejer en grund i 30 år og sørger så selv for at lave aftaler med håndværkere om opførelse af det enkelte hus.

Fritidshusene er en anden del af det nye liv på havnen. Her bor Erik Sjøberg, som fortæller, at hele familien holder af at være her. På førstesal er der en stor hems med vindue med kig ud på havnen, og her sidder han og konen tit og læser. Uden for hvert hus er der små træterrasser, hvor det er naturligt for venner og bekendt at slå sig ned, hvis de lige kommer forbi.

Tre millioner i støtte

Fra ”De røde huse” er der også kig ind til selve lystbådehavnen, hvor man i løbet af sommeren har haft 13-14.000 besøgende til de fire tirsdage i juli, hvor der var Sjov på Strandby Havn. Og det er ikke kun gæsterne, der bakker op om den rekreative udvikling på havnen. Tre millioner støttekroner er der i alt tilflydt det rekreative område ved Lystbådehavnen fra Fiskeri LAG, Distriktsudvalget og Roblon Fonden.

Nu venter de så spændt på, om de vil lykkes med at tiltrække mindre virksomheder til ”De røde huse” og man kan læse mere om hele projektet på hjemmesiden www.strandbylystbaadehavn.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...