Er din bil af ældre model skal du måske til at tanke 98 igen

KOMMUNEN: De færreste har nok lagt mærke til, at der her efter nytår står E10 frem for E5 på benzinstanderen.

Men den lille ændring kan få stor betydning, hvis man kører i en ældre bil og ikke holder øje med hvilken benzin, man tanker.

Efter årsskiftet er der nemlig introduceret en ny benzinstandard i Danmark på grund af et lovkrav om større iblanding af bioethanol i brændstof.

Oktan 92 og 95 med 5 procent bioethanol (E5) er erstattet af Oktan 92 og 95 med 10 procent bioethanol. Alle biler, der er produceret efter 1. januar 2011, er godkendt til den ny benzin.

Men kører du i en ældre bil, kan du ødelægge bilens motor, hvis du tanker den nye E10 benzin.

- Vi anbefaler, at man lige kontrollerer sin bil. Det er cirka fem procent af de danske biler, der vil få problemer med E10 benzinen. De bilister, der skal være særligt opmærksomme, er dem med ældre biler fra 90’erne eller nogle af de første modeller med turbo-indsprøjtning. Så tjek det og gå efter oktan 98, hvis bilen ikke kan køre på E10 benzinen”, lyder anbefalingen fra Jesper Hyldal, der er salgsdirektør for INGO.

Løsningen er at skifte til et højre oktantal end 95 oktan, da alt 95 oktan brændstof fremover er E10.

Det billigste alternativ er 98 oktan med 5 procent bioethanol, som kun få benzinselskaber vil tilbyde som erstatning. Oktan 98 vil være lidt dyrere end oktan 95.

Da alle biler altid kan køre på et højere oktan end det anbefalede, vil alle biler kunne vælge oktan 98.

- Vi tager ikke noget fra vores bilister uden at give noget igen. Derfor indfører vi højoktan 98 E5 på vores stationer. Vores bilister har gennem længere tid efterspurgt en brændstoftype med et højt oktantindhold, og derfor glæder det os, at vi nu endelig kan tilbyde dem det, siger Henrik Antonsen, der er kommunikations- og marketingsansvarlig hos Bonus Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...