Unge emd handicap har et klart efterslæb i forhold til ungdomsuddannelserne. Og det skal der gøres noget ved

KOMMUNEN: Unge med handicap vil også have en uddannelse og arbejde.

Det er overskriften, når Danske Handicaporganisationer i Frederikshavn torsdag 31. oktober inviterer til fyraftensmøde i Sydbycentret på L.P. Houmøllers Vej i Frederikshavn.

I dag får unge med handicap i mindre grad en uddannelse end andre.

En undersøgelse viser, at 46 procent af unge med handicap mangler en ungdomsuddannelse som 25-årig.

Til sammenligning er tallet kun 15 procent hos de jævnaldrende uden handicap.

- Vi ved, at det er ekstra vigtigt for mennesker med handicap at få en uddannelse for at få et job.

- Når mennesker med handicap herefter møder arbejdsmarkedet, skal det være åbent og inkluderende.

- Nogen kan arbejde på almindelige vilkår, mens andre har brug for støtteordninger, men alle har et ønske om at være en del af arbejdsmarkedet, siger Gurli Nielsen, formand for DH Frederikshavn.

På fyraftensmødet sættes der fokus på unge med handicap - deres muligheder for uddannelse og beskæftigelse og hvilke udfordringer, de unge møder.

Mødet er relevant for alle, der har med uddannelse og beskæftigelse at gøre, for eksempel politikere, skoleforvaltning, erhvervsfolk, uddannelsessteder, lærere, skolebestyrelser, handicapråd, DH’s medlemsorganisationer samt forældre/pårørende til unge med specielle behov.

Ole Rørbæk, formand for Socialudvalget i Frederikshavn Kommune, byder velkommen.

Derefter følger oplæg ved Mads Korsgaard Poulsen, der har Aspergers Syndrom.

Det er lykkedes for ham at tage en HF, universitetsuddannelse og få et arbejde.

Jette Sørup Tastesen er næstformand i Udviklingshæmmede Landsforbund. Hun har selv et udviklingshandicap, men tager aktivt del i samfundet.

Og endeligt oplæg ved Peter Nørgaard, der er idémanden bag foreningen Code of Care, som er et netværk af virksomheder, der arbejder målrettet med CSR og socialt engagement.

Fyraftensmødet afsluttes med en paneldebat, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål.

- Sidste år holdt vi et tilsvarende fyraftensmøde, som handlede om, hvordan inklusion af børn med specielle behov kan styrkes i grundskolen.

- Det var et meget fint arrangement, som inspirerede os til at holde endnu et fyraftensmøde, og det gør vi så torsdag 31. oktober, siger Gurli Nielsen.

Det er gratis at deltage, men af hensyn til forplejning er det nødvendigt at tilmelde sig senest 24. oktober til Gurli Nielsen på 2076 4361.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...