Angrebet på Marstrand er en urkomisk opsætning med finurlige virkemidler

Af Carl Chr. Madsen

calle@nordjyske.dk

FREDERIKSHAVN: Torsdag aften tyvstartede Tordenskioldsdage med det næstsidste kapitel i teaterfortællingen Legenden om Tordenskiold.

Og den tyvstart blev en sand fest, som selv en lille byge fra 21.00 til 21.30 ikke kun tage pusten ud af,

For det var en hæsblæsende komedie, vi blev præsenteret for.

Angrebet på Marstrand - er titlen på årets stykke - men det er afgjort ikke den eneste udfordring Tordenskiold står overfor.

Hans nærmeste har nemlig rottet sig sammen mod ham - eller snarere hans alkoholproblem.

Ellen-Marie og Grip er efter flere “episoder” blevet enige om at nok er nok og nu skal flasken proppes.

Udfordringen for dem, er at Tordenskiold kun mener, at han har et alkoholforbrug - noget stykket viser os er en misopfattelse for i en kamp mod svensken i Marstrand lykkes det først efter adskillige omgang ”blomme i madeira” at nedlægge modstanderne. Måske er der lidt flaskens ånd over bedrifterne.

Og mens kampen mod alkoholen og Ellen-Marie og Grip raser, så står Tordenskiold også overfor et af de vigtigste slag i Den Store Nordiske Krig - Angrebet på Marstrand og Carlsten fæstning.

Se baggrundshistorien er såmænd dyster nok, men i årets opsætning får vi en forrygende, finurlig og periodisk crazy komedie - hvor man morer sig strålende, selv om man ind i mellem tænker på - hvor lige det eller det indfald kom fra.

Som eksempelvis One Night in Bangkok, som blev fremført super musikalsk på Marstrands eneste bar - ideen er måske hentet i sangteksten - the bars are temples - for sådan var det også for Tordenskiold.

Sådan kom vi meget omkring med både Abba og fandens oldemor i en opsætning, der blev leveret med energi og humor og i et hæsblæsende tempo.

Sproget er nutidigt - dialogerne morsomme og velanbragte og samlet skabte det den løsslupne stemning, som publikum kvitterede for med stående og velfortjente klapsalver.

Og selv om det er en udendørs satsning og selv om Krudttårnspladsen er stor, så er det i år lykkedes at skabe en intim atmosfære med et ny tfriluftsteater - som en slags teater i teateret.

Tordenskioldsdage er i sig selv en meget stor historisk kulisse med marked, opvisninger, soldaterlejr og musikscener.

Og inde midt i dette store sceneri er der så bygget et teaterområde op med plads til 300 publikummer, som kan nyde udfoldelserne på de skrå brædder siddende på stole.

Og det fungerer eminent - også selv om den lille byge gav lidt våde sæder.

Men skidt! Stolene var tørre, da vi rejste os op efter den fornøjelige forestilling, der vel tog fem kvarter - ikke et eneste minut for meget.

Til gengæld var buskebagen en anelse våd, men det gjorde ikke det fjerneste i aftenmørket.

Det var som sagt en tyvstart på Tordenskjoldsdagene, som for alvor begynder i dag kl. 12 og fortsætter helt til og med søndag. Teaterforestillingen om legenden Tordenskjold kan opleves igen fredag, lørdag og søndag aften på Krudttårnspladsen.

Og vil man ikke snyde sig selv for en morsom forestilling, så er det en god ide at kigge forbi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...