Arena Nord livestreamede torsdag lodtrækningen til EM i håndbold fra gårdhaven på Freddys Bar. I overværelse af ca. 40 gæster fra det frederikshavnske handels- og foreningsliv, fik Sverige netop de tre modstandere, som den tidligere svenske landstræner Helle Thomsen havde frygtet.

Det blev Rusland, Spanien og Tjekkiet, som i Arena Nord i december måned, skal møde Sverige til de indledende kampe i pulje B. Svære kampe for Sverige, men modstandere som giver garanti for fantastiske håndboldoplevelser i arenaen.

Da pulje D til EM 2015 blev afviklet i Frederikshavn i 2015, fik byen og arrangørerne stor ros fra de deltagende hold og fra DHF, og Per Malmberg kunne love, at man også denne gang ville gøre det yderste for at lave en håndboldfest.

- Når vi er arrangør af store events, så vil vi vise vi er gode til det, og vi kan vilde med det. Og det man kan lide, det bliver man god til, og det man er god til, det kan man lide filosoferede Per Malmberg ved åbningen af livestreamningen, som var flot arrangeret med online tv-setup af Gistrup film, skarpt dirigeret af Michael ”MIF” Frederiksen, der interviewede gæsterne og med ægte, svensk sang af Tina Gillberg, akkompagneret af Knud Erik Trane.

- Hele byen bakker op om os, når vi har de store events - det er både kommune, erhvervs-, handels- og foreningslivet, og det er derfor vi gerne vil gøre lidt ekstra ud af det her.

- Sidst vi arrangerede EM lykkedes det os at involvere hele byen, og der var fx mere end 100 damer der strikkede huer til arrangementet, og den succes gentager vi selvfølgelig fortalte Per Malmberg, mens Jette Varmløse allerede sad og strikkede på den første hue.

Helle Thomsen, som har trænet både det hollandske og det svenske landshold var indkaldt som sportslig kommentator. Inden lodtrækningen, havde Helle skitseret Sveriges værste modstandere fra de tre seedningslag, og det gav det par gode grin, da det netop var de tre hold der blev udtrukket.

- Det er en spændende lodtrækning. Der kommer nok ikke så mange gæster fra Rusland, men der kunne godt komme en del gæster fra Tjekkiet og Spanien. Nu har vi været lukket ned i fire måneder, så vi glæder os helt vildt til at der sker noget igen - det kribler allerede helt i maven afsluttede Per Malmberg.

Livestreamningen kan genses online på Arena Nords facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...