Skleroseramte sejler jorden rundt og tilbage til livet med sejlskibet Oceans of Hope

STRANDBY: De har sejlet jorden rundt, tilbage til livet - og i weekenden lå de så ved kajen i Strandby Havn. Som æresgæster og trækplaster til FDF Strandbys årlige havnefest. Sejlskibet Oceans of Hope med skipper Mikkel Anthonisen og hans besætning af skleroseramte gaster.

Jordomsejlingen strakte sig over 17 måneder, fra juni 2014 til november 2015, og nu er Oceans of Hope på sejltur Danmark rundt for at udbrede kendskabet til projektet, der er stiftet af Mikkel Anthonisen. Han er overlæge på Herlev Sygehus og i øvrigt også én af fire læger, der driver den regionale sundhedsklinik på Læsø, gift og far til fire. Og så er han passioneret sejler.

For fem år siden fik han idéen til Oceans of Hope, der giver skleroseramte et nyt perspektiv på livet og mulighederne.

Griber dem, der falder

- Om bord på Oceans of Hope skaber vi rammerne for et fællesskab, hvor vi tør vise os for hinanden med al den sårbarhed, vi kan bære rundt på. Det skaber en tryghed og et sammenhold, der giver stolthed og nyt mod på livet. Sammen rejser vi ud i verden og ind i livet, siger Mikkel Anthonisen. Der flere gange i løbet af weekenden holdt åbent skib og viste rundt på den store Challenge 67-sejlbåd, der er et af de mest sødygtige sejlskibe, der findes.

Ombord er typisk tre erfarne sejlere samen seks-syv skleroseramte mennesker, og næste større sejltur er til Arktis, hvor der er endnu en dimension af håb og drømme ombord.

- Udover at passe på hinanden skal vi passe på vores smukke blå planet. Vi vil beskrive det, vi ser, og hvad der sker med klimaet, forklarer Mikkel Anthonisen, der også arbejder på at starte et Oceans of Hope Sejlcenter ved Skovshoved.

Her er det tanken at udvide målgruppen til folk med andre kroniske sygdomme som kræft, diabetes, gigt med mere.

- Men også krigsveteraner og socialt udsatte unge. Vi skal gribe folk, når de falder og hjælpe dem tilbage til livet, siger Mikkel Anthonisen.

Stærke fællesskaber

I sin åbningstale på FDF’s havnefest pegede han på slægtskabet mellem Oceans of Hope og en havneby som Strandby.

- Begge er kendetegnet ved stærke fællesskaber. Vi giver hinanden kundskaber, så vi får tillid til at rejse ud i og ind i livet. Det samme med FDF. Mange unge higer faktisk efter voksne, der ved noget og vil noget. På den måde bidrager vi til sammenhængskraften, lød det fra den idealistiske skipper på Oceans of Hope.

FDF’s havnefest, der har været afviklet hvert år siden 1974, blev trods det lunefulde danske sommervejr igen et publikumshit.

Ifølge Dan Thomsen bliver overskuddet i omegnen af 80.-90.000 kroner til Strandby FDF.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...